Leder. Over hele den vestlige verden er Danmark kendt for at have reddet de danske jøder under Anden Verdenskrig. Nu risikerer vi at blive kendt som et jødefjendsk land, hvis vi som det første land i verden forbyder omskæring af mindreårige drengebørn.
Intolerancens højborg
Danmark kan ikke prale af sin indsats under Anden Verdenskrig. Med én prægnant undtagelse: Over hele den vestlige verden er vi kendt for at have reddet de danske jøder ved at skjule dem og fragte dem i sikkerhed i det neutrale Sverige. Det er den éne ting, vi har at være stolte af. Nu risikerer Danmark så at blive kendt for det modsatte. Vi risikerer at blive kendt for at være et jødefjendsk land, hvis vi som det første land i hele verden forbyder omskæring af mindreårige drengebørn.
Modsat hvad man forestiller sig, vil det nemlig ikke føre til, at Danmark bliver kendt som foregangsland for små børns rettigheder – men derimod som intolerancens højborg, der ikke kan rumme mindretal med andre kulturelle traditioner end flertallets. For hvorfor er det nu lige, at der ikke er et eneste land i verden, som har forbudt det? Hvorfor er det, at en tredjedel af verdens mandlige befolkning er omskåret? At hovedparten af amerikanske mænd er det? Ja, hvorfor er det, at kampen for et forbud mod omskæring af børn føres af mennesker, der ikke selv er omskåret?
Del:
