Syltepolitik. Hus Forbi-sælgerne er fanget i et lovmæssigt limbo, som statsministeren for længst har lovet at løse. »Regeringen klipper håret af de skaldede.« Reportage fra en våd og vred julefrokost med gadens folk.
Kys og kaos i Hus Forbi
Med løftet pegefinger og bævende underlæbe råber Luna »FUCK AF« til Patrick. Barnevognen med Hus Forbi-aviser, Harboe-øl og havregrynskugler med hash i står imellem dem. Kæresteparret er på vej til julefrokost for de hjemløse hos bodegamutter Jane på Vikingen på Nørrebro, men er stoppet op på Mimers Plads i et rasende skænderi. Forbipasserende fryser fast og glor. Det er mandag, og klokken er fire om eftermiddagen.
Ikke så langt derfra, i en lille lejlighed på tredje sal, sidder Mads i sin hættetrøje og åbner store dåsebajere fra Lidl. Han har ellers været tørlagt i seks måneder, men i dag er han ængstelig. Gardinerne er rullet ned. I sine ti år på gaden har Mads brugt S-togene som rullende herberg, når det var koldt om natten, og på den måde har han samlet 380.000 kroner i bøder ind. Penge, som han frygter, Gældsstyrelsen snart vil komme efter.
Del: