Kridtstregen

NÅR det er fristende at se en spejling af mere grundfæstede, vestlige historier, bør man straks forsikre om, at den slags sammenligninger ikke bør distribueres med alt for løs hånd. Det er trods alt kun fodbold, vi taler om, og det var dog læger, der igen fik sat gang i det hjerte, som lørdag aften gik i stå midt på den største europæiske scene. Betryggende var det også at vide, at landets vigtigste hospital kunne nås på et minut eller to. Naturens orden blev således genetableret, ikke ved miraklets indgriben, men ved hjælp af medicinsk hast og overblik, veltilrettelagt infrastruktur samt teknologiske virkemidler i form af en hjertestarter, hvis stød satte blodet i kredsløb igen.

HJERTET var lagt i kyndige, jordiske hænder, kort sagt. Ikke desto mindre: Noget usædvanligt skete der i lørdags, hvor Danmark endelig skulle sparke porten op til den fulde frihed efter halvandet år bag virologisk dikterede tremmer; noget på en gang forrykt og ophøjet, som er vanskeligt at ryste af kroppen. Man behøver ikke være lutret af en hellig ild for at se en gennemspilning af hele den gamle fortælling om liv, død og opstandelse. Aftenens midtpunkt, holdets naturlige magnet og gavmilde, elegante boldfordeler, revet væk for øjnene af millioner; reaktioner fra med- og modspillere i form af vantro, chok og sorg; et hold, der danner skjold om den faldne mand; tv-stationer og fotografer, der rammes af spontan væmmelse og protest mod at dokumentere det, der sker for øjnene af dem; en bårevogn skærmet bag finske flag og et improviseret optog af spillere, vagter og læger, der dystert følger den ramte ud af banen; et publikum af med- og modstandere forenet i en fælles hyldest; og en hel nation hensat i fortvivlet venten i hen ved en time uden at vide, om de havde overværet en ung stjernes sidste stund.