Leder. Selv ikke 20 år med Erdogan har kunnet slukke tyrkernes tørst efter frihed og åbenhed.
Kom hjem, Tyrkiet
DET er svimlende at iagttage et kort over Tyrkiet – og dets naboer. Mod syd: Syrien og Irak, mod øst: Iran, mod nord: hele Sortehavskysten med Rusland (og Ukraine) på den anden side af vandet. Og så mod vest: Grækenland og Europa. Hvis geografi er skæbne, er det en voldsom tilværelse, tyrkerne har fået tildelt. Og for at skære det ud i pap: Sortehavet og Middelhavet flyder sammen gennem Bosporusstrædet, der deler Istanbul i to – den europæiske og den asiatiske del. Et stormvejr, tænker man, ville få Tyrkiet til at rive sig løs fra sin lille europæiske planke og glide endegyldigt ud i Orienten.
TYRKISKE vælgere skal søndag til et valg, hvor geografi og historie flyder sammen i en grad, der er historisk. Tyrkiet er et uafklaret, uforløst eksperiment, et ungt demokrati, der kæmper om, hvad det skal være. Men tyrkerne er mere vestlige og europæiske i hovedet, end man skulle tro, når man ser på den lille europæiske bid af landet eller har fulgt præsident Erdogans 20 år ved magten.
Del:
