Klassekampen lever

Borgere med beskedne indkomster har et mere venstreorienteret syn på politisk-økonomiske emner end borgere med solide indtægter. Det gør med andre ord en forskel for vælgernes holdning til fordelingspolitiske spørgsmål, om de befinder sig nederst eller øverst i samfundspyramiden. Sagt meget summarisk på tærsklen til det forestående folketingsvalg: Klassekampen lever stadig i bedste velgående.

Konklusionen fremgår af en stor undersøgelse af danskernes værdier, som i alt 19 forskere fra syv forskningsinstitutioner, herunder fem universiteter, er involveret i, og som offentliggøres i slutningen af maj. Som led i et europæisk forskningsprojekt kortlægges her udviklingen i befolkningens værdier over fire årtier gennem undersøgelser, der er blevet foretaget hvert niende år siden 1981.

Den seneste, der er foretaget i 2017 med cirka 3.400 adspurgte danskere som medvirkende, dokumenterer, at der fortsat hersker en betydelig polarisering mellem høj og lav herhjemme, når det gælder de forskellige sociale klassers holdninger til politisk-økonomiske spørgsmål. Indkomstforholdene spiller for eksempel en rolle for, hvordan borgerne ser på, om den enkelte skal tage et større ansvar for at forsørge sig selv, om arbejdsløse skal tage et hvilket som helst job, eller om konkurrence er godt. Synet på velfærdspolitik og fordelingspolitik varierer altså efter, hvilket samfundslag danskerne tilhører.

»Selv om vi alle bliver rigere, er nogle blevet mere rige end andre. Derfor er der stadig grundlæggende økonomiske interessemodsætninger,« sammenfatter Rune Stubager, professor i statskundskab på Aarhus Universitet, som er en af forfatterne til rapportens kapitel om klasse, klasseidentitet og politiske værdier.

Noget tyder på, at der er sket en betragtelig forandring i befolkningens holdninger siden årtusindeskiftet. Værdiundersøgelsen fra 1999 viste nemlig, at klassetilhørsforhold pludselig havde fået en mindre betydning for borgernes politisk-økonomiske værdier. Anders Fogh indfangede derfor nok den daværende tidsånd meget godt, da han just efter at have sejret ved valget i 2001 som ny statsminister erklærede, at det netop overståede folketingsvalg var et »opgør med klassekampen« og et opgør med den traditionelle opdeling af politik på en højre- og venstreskala.

»I slutningen af 1990erne kom værdipolitikken for alvor på dagsordenen, og det kan have bidraget til at svække de materielle modsætninger i en periode,« siger Rune Stubager og tilføjer, at Fogh vel i virkeligheden italesatte en dengang ret herskende opfattelse af, at vi omtrent alle tilhørte middelklassen.

»I den periode blev klasse og social baggrund anset for at være noget gammeldags snak, der ikke havde betydning for, hvordan folk forholdt sig politisk,« siger Rune Stubager.

At indkomstforskellene igen betyder noget for borgernes politisk-økonomiske værdier, beror ifølge Rune Stubager formentlig blandt andet på finanskrisen:

»En oplagt forklaring er i hvert fald, at der med finanskrisen er sat en streg under, at de økonomiske og fordelingsmæssige spørgsmål stadig eksisterer,« siger han.

Frederiksens gevinst

Forhører man sig hos Rune Stubager, er det mere til gavn for Mette Frederiksen end Lars Løkke, at vælgernes sociale og indkomstmæssige status i betydeligt omfang spiller en rolle for deres syn på politisk-økonomiske temaer som fordelingspolitik, skat og retten til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet:

»Min vurdering er, at venstrefløjspartierne kan tjene på det. Hvis de materielle spørgsmål kommer til at fylde mere på dagsordenen end de værdipolitiske, er venstrefløjen og Socialdemokratiet bedre i sync med deres traditionelle kernevælgere, arbejdervælgerne, som ellers i en periode har forladt dem til fordel for Venstre og Dansk Folkeparti,« siger han.

Skal man tro en analyse, som Kasper Møller Hansen, valgforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet, for nylig lavede for Altinget, kan Mette Frederiksen faktisk glæde sig over, at partiet nu har generobret førstepladsen fra Dansk Folkeparti som arbejdernes foretrukne parti. Positionen skyldes ikke så meget ændringer i vælgernes værdier, men snarere at Mette Frederiksen har flyttet Socialdemokratiets udlændingepolitik kolossalt:

»De har flyttet sig mere i de seneste tre år end i de foregående 30,« som Kasper Møller Hansen siger.

Det hører også med, at uddannelsesbaggrund i stigende grad har betydning for, hvor vælgerne sætter deres kryds, mens det har fået mindre betydning, hvad man tjener, og om man er arbejder, funktionær eller selvstændig. Generelt går de højtuddannede til venstre, mens de kortuddannede går til højre.

»Uddannelse er blevet den nye markør for partivalg,« forklarer Kasper Møller Hansen og tilføjer, at køn også spiller en stigende rolle: Kvinder stemmer til venstre, mænd stemmer til højre.

Som Kasper Møller Hansen siger:

»Vi har et kæmpe gab mellem den kortuddannede unge mand og den højtuddannede unge kvinde, som er større end nogensinde.«

Læs også Martin Krasniks leder om, at det er forståeligt, hvis borgerlige vælgere ikke har nogen anelse om, hvem de skal stemme på: »Danskere«

Læs også Arne Hardis' og Hans Mortensens artikel om, at hvis ikke Lars Løkke Rasmussen præsterer et mirakel, risikerer det borgerlige Danmark en langvarig ørkenvandring præget af splittelse: »Frederiksens dobbeltchance«

Læs også Leny Malacinskis artikel om, at de borgerlige partier stadig forholder sig afventende til Rasmus Paludan: »Ustabilt stof«

Læs også Mads Staghøjs artikel om, at eks-trotskisten Pernille Skipper forsøger at krænge sig ud af sin karismatiske forgængers skygge: »Statsministerkandidaten«