Leder.

Danskere

Danskere Af Martin Krasnik

NÅR valget er overstået, vil det politiske system i Danmark være forandret. Opbrudsvalg, lyder det. Kaosvalg. Nye partier og højtråbende politikere kommer med ufravigelige krav om snart det ene, snart det andet. Danmark ligner til forveksling andre lande, hvor valgene udarter uforudsigeligt, og nye, ukendte politikere på kort tid kan tage magten.

DER er altså meget, der minder om de politiske tilstande andre steder. Det er også rigtigt, at danske vælgerne udtrykker stigende mistillid til politikerne, når de bliver spurgt om det. Men ser man nærmere efter, tyder mere faktisk på, at Danmark adskiller sig ganske markant. På den ene fløj er Dansk Folkeparti i hastig tilbagegang, og til partilederrunderne mindede Kristian Thulesen Dahl om en bedstefar ved middagsbordet, som tavst iagttager spektaklet omkring sig. På den anden fløj er Alternativet endt i den underlige situation, at alle andre nu også påstår at ønske sig grøn revolution.

ER valgkampen kaotisk på overfladen, bevæger understrømmen sig i mere kendte mønstre. Faktisk kan man tale om en normalisering i forhold til valget for fire år siden. Og i modsætning til andre lande stormer en tidligere komiker eller frembusende forretningsmand ikke ind på scenen med chancer for at overtage det hele. SF står til stor fremgang på et klassisk og meget lidt populistisk venstrefløjsprogram. Radikale har taget rollen som humanismens stemme, men vil grundlæggende ikke lave meget om. Liberal Alliance har for længst smidt Ayn Rand fra sig. Det eneste virkelig uforudsigelige er, hvor mange vælgere Rasmus Paludan kan suge op fra mudderhullet på den yderste højrefløj. De etablerede partier står til at få omkring 70 procent af stemmerne. Og mest symptomatisk er det, at valgkampen ser ud til at handle om de samme emner, som alle andre valg i de sidste 30 år.

VALGKAMP efter valgkamp har drejet sig om to spørgsmål: udlændinge og tilbagetrækning. Og her følger valget 2019 det velkendte spor. Udlændingespørgsmålet har mange håbet ville forsvinde, nu hvor Socialdemokratiet er blevet en klon af Dansk Folkeparti, og et stort flertal i Folketinget støtter den førte politik. Men udlændinge er igen øverst i debatten, fremprovokeret af den yderste højrefløj. Det andet store spørgsmål handler om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, præcis som det har gjort med slagsmål om efterløn og pensionsalder i mange år. Denne gang er det som bekendt de nedslidte, det drejer sig om, med held fremført af Socialdemokratiet.

I Danmark er det åbenbart de to emner, der afgør valg. Og måske er det ikke ulogisk i en lille, frygtsom velfærdsstat, at de to største partiers vigtigste opgave er at svare på spørgsmålene: Hvornår kan vi slippe for at arbejde? Og hvordan forhindrer vi de fremmede i at få del i goderne? Og dog er det påtrængende at minde om, at det ene af disse to store partier er et borgerligt parti, der har ledet Danmark i 14 ud af de sidste 18 år – Lars Løkke Rasmussen i næsten halvdelen af tiden. Hans stærkeste udspil i denne valgkamp handler begge om at udvide velfærdsstaten og bruge flere offentlige midler: tilbyde flere en vej ud af arbejdsmarkedet. Og love at bruge mange milliarder på mere velfærd.

VELFÆRDSSTATEN spiser sine børn – også når de er politikere. Venstre har ført en politik, der gør decideret ondt på konservative og liberale. Det eneste synlige aftryk i historiebogen handler om udlændinge – og om at begrænse og indskrænke friheden. Og nu er ambitionen altså at føre en økonomisk politik, der ikke på nogen meningsfuld måde adskiller sig fra Socialdemokratiet. Det er forståeligt, hvis borgerlige vælgere ikke har nogen anelse om, hvem de skal stemme på. Det er lige så forståeligt, at partierne rundt om både Venstre og Socialdemokratiet føler trang til at udsende det ene krav og ultimatum efter det andet, om ikke andet for at fremprovokere et tegn på liv. Til Lars Løkke må man sige: Det være svært at være borgerlig statsminister i dette land. Men skal vælgerne overbevises om at flytte sig, kræver det både lidenskab og visioner om, hvordan vi skal udvikle os. En valgkamp er ikke det værste sted at begynde.

 

Hør også Valgkamp med Arne Hardis og Hans Mortensen, i denne uge om Dansk Folkepartis dramatiske nedtur: »Valgkampen uge 1: Thulesen Dahl er presset fra alle sider«

Hør også »En time med Weekendavisen« med tidligere klimakommissær Connie Hedegaard om det, der skal til, for at forvandle klima-dagsordenen til politik i valgkampen: »Klima – når alle er enige, er det ikke rigtig politik«

Læs også Arne Hardis' og Hans Mortensens artikel om, at hvis ikke Lars Løkke Rasmussen præsterer et mirakel, risikerer det borgerlige Danmark en langvarig ørkenvandring præget af splittelse: »Frederiksens dobbeltchance«

Læs også Leny Malacinskis artikel om, at de borgerlige partier stadig forholder sig afventende til Rasmus Paludan: »Ustabilt stof«

Læs også Mads Staghøjs artikel om, at eks-trotskisten Pernille Skipper forsøger at krænge sig ud af sin karismatiske forgængers skygge: »Statsministerkandidaten«

Hør også podcasten »Valgets tale med Arne Hardis« om fem folketingsvalg, der fik afgørende indflydelse:

Lyt til »Valgets tale med Arne Hardis« her på weekendavisen.dk/podcast – eller hvor De ellers lytter til podcasts.

 

Side 14



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck