Jeg føler, ergo har jeg ret

Engang sagde venstrefløjen: Det personlige er politisk. Det betød, at intimsfæren skulle politiseres og var angiveligt en måde at frigøre mennesker på. I dag er det modsat; nu er det politiske blevet personligt. Det betyder, at intimsfærens logik overføres på alt. Personlige beretninger, vidnesbyrd og bekendelser har inficeret den offentlige debat. Og det er problematisk, fordi det indfører et element af utøjlet subjektivisme i den demokratiske samtale. Vendingen mod den personlige oplevelse og den radikale subjektivisme er ikke bare politisk og handler ikke bare om MeToo. Eller om kvinder. Det er langt dybere. Det handler om vores dyrkelse af autenticitet. Det er en strømkæntring i åndslivet.

Den politiske bekendelsestrang kan til tider få tragikomiske udslag, eksempelvis da De Radikales Kristian Hegaard bekendte, at han var et ustyrligt krænkelsesmonster og ville nedlægge sit mandat og trille bort i skam. Som en anden radikal sagde ved den lejlighed: »På grund af Kristians handicap, så er der altså grænser for, hvor alvorligt det, han har foretaget sig, kan være.«