Et lille smil eller grin kan opfattes helt forskelligt i forskellige lande. I Danmark og en stor del af den vestlige verden er det for eksempel kutyme at anerkende hinanden ved at trække på smilebåndet, når man møder kassedamen, billetkontrolløren eller journalisten. I Rusland eller for den sags skyld i Ukraine vil vedkommende tænke, at man er en mærkelig type, hvis man smiler i den slags situationer.

Til gengæld er det i flere slaviske lande ganske normalt at grine på en måde, der kan føre til misforståelser i Norden. For eksempel midt i en fortælling om de mest forfærdelige ting. I Danmark vil mange måske tro, at det er et tegn på nervøsitet, men i virkeligheden er det noget andet: Ved at grine understreger russerne situationens absurditet.