I lommen på Henrik Dahl

At forskere kan være aktivistisk motiverede, er ikke nogen hemmelighed og behøver ikke at føre til dårlig forskning. Problemet opstår, når forskere fejlagtigt stemples som ideologiske eller drevet af politiske hensyn, da det kan afskrække dem fra at deltage i den offentlige debat. Det gælder også, når anklagerne kommer fra kolleger.

Når jeg ser ud over landskabet af danske kønsforskere, mener jeg ikke, der er belæg for at sige, som Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) for nylig har gjort, at forskningen er ideologisk ensporet. Til gengæld medfører deres anklager en risiko for polarisering af forskningsmiljøerne og en marginalisering af forskere, der stemples som ideologiske. Disse anklager kommer også indefra. Vi må derfor som forskere insistere på, at vi alle, uanset teoretisk ståsted eller aktivistiske motiver, kan udtale os offentligt uden automatisk at blive sat i bås ideologisk. Faglig kritik fra kolleger eller politikere er selvsagt velkommen. Uberettigede anklager om ideologisk styret forskning er derimod problematisk, fordi de kan føre til selvcensur. Det sidste har jeg selv oplevet, når jeg har udtalt mig offentligt som kønsforsker. Og særligt da jeg for nogle år siden indgik i debatter om prostitution og sexarbejde, hvor jeg udfordrede den herskende konsensus på forskningsfeltet.