DET er nærliggende at forklare alt med Donald Trumps luner og indfald. Hvem ved? Måske droppede han sit hidsige krav om at eje og tage Grønland, fordi FN for nylig skrottede de hidtidige verdenskort med den gamle Mercator-projektion. Her så Grønland lige så stort ud som Afrika, ja, meget større end Nordamerika! På de nye kort skrumper Grønland ind til landets faktiske størrelse. USA stemte som eneste land imod beslutningen. Kunne det ikke bare ligne Donald Trump, hvis det afgjorde sagen? Den lille isklump? Så gider jeg ikke ha’ den alligevel!

HANDLER meget om at se verden gennem præsidentens øjne – man kunne kalde det Trump-projektionen – kan det være oplysende for en stund at fjerne ham fra analysen af ugens begivenheder. Man kunne i stedet tage historiebogen om det nordatlantiske trekantsdrama for at få et klargørende perspektiv: I januar 1947, ved indgangen til Den Kolde Krig, sad en marineattaché ved navn kommandør Frits Hammer Kjølsen på ambassaden i Washington. Han sendte sine tophemmelige »Militär-politiske Betragtninger vedrörende Grönland« hjem til København, og de var opsigtsvækkende. Kjølsen forklarede, hvordan amerikanerne opfattede den danske koloni i Arktis: For russerne går den hurtigste vej til den amerikanske østkyst over Grønland, som derfor er helt afgørende for USAs forsvar. Grønland er, lød det, faktisk vigtigere end Panamakanalen. Ifølge Kjølsen trænede amerikanerne til polarkrig, og i Washington kaldte de Grønland for »Hullet i Nordfronten«.