DET er både hjerteskærende og sindsoprivende at bevidne det britiske selvopgør om landets udtræden af EU. Onsdagens aftale om Brexit, den første del af skilsmissepapirerne, afslørede på få timer, hvor delte briterne er. Premierministerens konservative parti er i oprør, og Labour opfører sig helt uforsvarligt. Det er umuligt at få øje på politiske ledere, der har nationens interesser for øje. Ja, måske lige med undtagelse af den hårdtprøvede premierminister.

ER Theresa May ikke landets mest karismatiske politiker, har hun dog løftet en enorm opgave. Hun ønskede at forblive i EU ved afstemningen i 2016, men tog alligevel denne umulige opgave på sig. Hun er blevet underløbet, forrådt og svinet til af egne partifæller, mens oppositionens leder udnytter situationen på kort sigt. Hun er blevet mødt af kulde, så snart hun har bevæget sig over på kontinentet. Og alligevel er det lykkedes hende at lave en pragmatisk aftale i briternes interesse.

IKKE at vælte hovedkulds ud af Unionen endte med at være afgørende: Aftalen håndterer derfor den irsk-nordirske grænses udfordring: Hele Storbritannien forbliver i EUs toldunion, mens den endelige løsning forhandles videre. Og selvfølgelig skal EU have bestemmende indflydelse på, hvornår dén løsning er i hus. Hvad ellers? Samtidig er parterne enige om principperne for et nært, fremtidigt forhold. Man hører det ikke nogen steder i disse dage, men det er en enorm opgave, den lidt akavede og grå premierminister May har løftet.

TIL ingens overraskelse kastede hendes egne partifæller sig straks over hende. EU-spørgsmålet har kostet Theresa Mays forgængere jobbet: Cameron, Major og Thatcher, alle væltet af deres egne. Man kan sige, at EU-modstanden i partiet har et solidt historisk fundament, men de politikere, der står urokkeligt fast på det i dag, afslører sig selv som førsteklasses hyklere.

AT Mays modstandere fra højre ikke har fremlagt en troværdig strategi for et Brexit, der varetager briternes interesser, er én ting. Noget andet og forfærdeligt afslørende er, at mange af dem har taget konsekvensen af usikkerheden og flyttet deres egne økonomiske interesser ud af Storbritannien – til Irland eller til kontinentet. Det er et mageløst hykleri: Nationalisme og snæversyn er jo politisk legitimt. Ikke at stå ved det, når det gælder egne forretninger, er udtryk for den dårlige moral og egoisme, der før har bragt den engelske overklasse i penible situationer.

HOLDE hovedet koldt og hånden rolig – det er britiske kerneværdier. Her fremstår oppositionen, anført af Labours formand, Jeremy Corbyn, som den mest hykleriske af alle. Var han selv landets leder, ville han have forhandlet en nogenlunde tilsvarende aftale som May – og han kunne snildt skrive under på den. Men han udnytter situationen til at bringe sig i en mere fordelagtig position. Corbyn hyldes af mange for at være en kærkommen idealist i en kynisk tid. Det er han ikke. Han forråder både landets interesser og den pragmatisme, situationen kræver.

UD over de vælgere, der afventer politisk ledelse i London, står de europæere, måske særligt os danskere, der har haft den britiske fornuft som både ledestjerne og nærmeste allierede. »Her er London« var under krigen et dagligt signal til alverdens befolkninger – om britisk overskud og rolig tilstedeværelse ved vores side. Vi har kæmpet sammen med briterne på internationale missioner. Og som partner i EU har briterne været Danmarks nærmeste allierede. Signalet fra London kan ikke længere høres. Og vi er er ved at miste en af vores nærmeste venner overhovedet. Det er til at græde over.

 

Læs også artiklen om Brexit-forhandlingerne: »Da triumf blev til kaos«