LONDON – Halvandet døgn. Så længe levede håbet om, at der var fundet en levedygtig Brexit-aftale mellem den britiske regering og EU-Kommissionen. Tirsdag aften meldte parterne om et gennembrud i forhandlingerne om det betændte spørgsmål om den nordirske grænse, og godt 24 timer senere kunne premierminister Theresa May meddele, at hun havde sikret sig regeringens opbakning efter fem timers hård debat.

Men torsdag morgen meldte oprørerne sig. Først meddelte juniorminister i Nordirlands-ministeriet, Shailesh Vara, at han trådte tilbage, med ordene: »Det britiske folk fortjener bedre.«