Håbefuldt hår

For nogle dage siden var 29-årige Nasrin på shoppetur med en veninde og to venner i et storcenter i Teheran. I butikkerne stod kvinderne og kiggede på tøj med håret frit fremme. Nogle havde det hængende ned ad skuldrene, andre havde det bundet op i en hestehale, mens andre igen havde sat det nydeligt op i en knold.

Nasrin selv havde ikke alene løst hår, hun var også iført cowboybukser og en grå bluse. På vej ud ad storcentret kommenterede en af hendes venner den uvirkelige situation, de lige havde været en del af.

»Han sagde: Det føles slet ikke, som om vi er i Iran,« fortæller Nasrin.

Hun gav sin ven ret. Den iranske hovedstad ligner ikke længere sig selv. Overalt i gadebilledet går kvinder rundt uden tørklæde, noget, der indtil for nylig har været utænkeligt.

Nasrin, som ikke er kvindens rigtige navn, da det kan have konsekvenser at tale med udenlandske – og i særdeleshed vestlige – medier har været med, siden de landsdækkende protester brød ud i Iran for tre måneder siden. De blev udløst, da det iranske Moralpoliti arresterede 22-årige Mahsa Amini og angiveligt bankede hende ihjel for ikke at bære tørklæde på reglementeret vis.

Alligevel er demonstranter som Nasrin fulde af håb for tiden. Og ikke kun fordi kvinderne går med udslået hår i Teheran. Det vækker også optimisme, at Moralpolitiets hvide og grønne politivogne siden Aminis død har været et sjældent syn i de iranske gader. Og i begyndelsen af december meddelte Irans statsanklager, Mohammad Javad Montazeri, ligefrem, at den forhadte politienhed ville blive nedlagt. Ganske vist blev det hurtigt afvist af andre repræsentanter for regeringen, men alligevel: Det var trods alt udtryk for, at regimet tillagde protesterne betydning og i det mindste forsøgte at give indtryk af, at forandring kunne være på vej. Senest har det så forlydt, at der vil blive truffet en afgørelse om Moralpolitiet 16. december, og forventningen er, at magthaverne ikke bare kan sige, at det hele fortsætter som hidtil.

For 29-årige Nasrin føles den lille smule frihed, hun for første gang oplever i Iran, berusende. Og den samme følelse har hendes 70-årige bedstemor, der også har smidt tørklædet. Tre gange om ugen kører hun bedstemoderen til hospitalet, og på en af deres seneste køreture blev bedstemoderen så overmodig, at hun pludselig spontant rullede vinduet ned og råbte: »Rettigheder og frihed til kvinder,« fortæller Nasrin grinende.

Det er også omfanget af demonstrationerne, der får Nasrin og hendes ligesindede til at tro på, at forandring er på vej.

I sidste uge indledte iranerne en ny type landsdækkende protest, da indbyggere på tværs af 50 byer strejkede fra mandag til onsdag. I et desperat forsøg på at få selvstændige butiksejere til at gå på arbejde blev regimets sikkerhedsstyrker sendt på gaden med trusler om konfiskering af licenser og i værste fald ejendom. Alligevel blev borgere i byer som Isfahan, Mashhad og Bandar indenfor og nægtede at gå på arbejde.

En af dem, der strejkede, er en 38-årig ingeniør, der her får navnet Kamran. Han er ansat i en virksomhed, der løser opgaver for kommunen, fortæller han over en krypteret telefonforbindelse. Da strejken startede, blev han hjemme.

Kamran tror, at bunden vil gå ud af den iranske økonomi. 11. december faldt den iranske rial således til et historisk lavpunkt. I begyndelsen af protesterne kostede en dollar 317.000 rial, i søndags var det beløb steget til 370.000.

»Folk omkring mig er begyndt at købe amerikanske dollar og guld for at sikre, at deres opsparinger ikke går tabt, når regimet falder. Det har jeg også gjort«, siger han på en måde, der lader forstå, at han anser præstestyrets dage for talte.

»Det sker snart. Måske går der tre måneder. Måske seks. Jeg venter på øjeblikket, hvor det sker.«

Den første henrettelse

Irans forhistorie med masseprotester har dog vist, at regimet er meget svært at vælte. Både i 2009, 2017 og 2019 gik iranere på gaden i frustration over landets korrupte præstestyre, der undertrykker kvinder og ikke har formået at forbedre landets dårlige økonomi i årtier. De nuværende protester adskiller sig alene fra de foregående ved, at de har udviklet sig til at blive de største siden den islamiske revolution i 1979, der væltede shahens monarki og erstattede det med det teokratiske styre, demonstranterne nu vil have afskaffet.

Og man kan da også allerede se, hvordan regimet har strammet skruen.

Bevæbnede betjente er blevet sendt på gaden og er beordret til at slå hårdt ned på demonstranterne. Ifølge den iranske menneskerettighedsorganisation Iran Human Rights, som har base i Norge, har over 450 mennesker indtil videre mistet livet de seneste tre måneder – heriblandt 63 børn. FN anslår desuden, at 14.000 personer er blevet arresteret.

I taler til befolkningen har landets overhoved og religiøse leder, Ali Khamenei, slået demonstranternes frustrationer hen og beskyldt vestlige kræfter for at »indgyde håbløshed og fortvivlelse« i befolkningen. Det er Vestens skyld, at der i øjeblikket er så stor modstand mod ham og hans præstestyre, må man forstå.

I sidste uge nåede regimets undertrykkelse af oprøret så nye højder, da den første af de 11 mænd, der er blevet dømt til døden i kølvandet på protesterne, blev henrettet. 23-årige Mohsen Shekari blev hængt for at have angrebet den regeringstro Basij-milits’ soldater med en machete. Mandag morgen blev Majid Reza Rahnavard, der også var 23 år, ligeledes hængt for angiveligt at have stukket to sikkerhedsvagter ihjel.

Henrettelserne har ikke overraskende skabt frygt, men også vrede blandt demonstranterne, der er gået på gaden med slogans som »for hver dræbte person vil tusind rejse sig.« Mere overraskende er kritikken fra højtstående gejstlige i Iran, der offentligt har betvivlet henrettelsernes religiøse legitimitet. En overraskende udmelding, som demonstrationerne tolker som kritik af styret og dermed også en usagt støtte af deres sag.

77 dage i fængsel

At det kan smadre en familie at protestere i Iran, kan mange tale med om. En af dem er en kvinde, der her får navnet Mahnaz. Da protesterne brød ud i midten af september, tøvede hun og hendes to sønner ikke med at gå på gaden for at vise deres utilfredshed med præstestyret. Men på oprørets sjette dag blev de tre familiemedlemmer arresteret, fortæller hun over en krypteret, men ustabil telefonforbindelse. Mahnaz blev løsladt nogle timer senere, men hendes sønner sidder den dag i dag stadig i Fashafouyeh-fængslet, der ligger 30 kilometer syd for Teheran.

»Det er 77 dage siden, de blev arresteret i dag,« siger hun.

»Jeg må kun besøge dem én gang hver anden uge, og så sidder vi med et vindue imellem os og taler gennem en telefon.«

Ligesom familierne til de to henrettede mænd har Mahnaz’ sønner heller ikke haft en retfærdig rettergang, siger hun. Den ældste af sønnerne er blevet idømt fem års fængsel for at have deltaget i demonstrationerne, mens den yngste har fået fire år.

Under samtalen sender Mahnaz et billede af en ung, bredskuldret mand med stærke overarme og markerede mavemuskler. Få minutter efter sender hun et billede mere. Denne gang af en yngre og mere spinkel mand i sort hættetrøje. Så kan jeg selv se de to sønner.

»Mine drenges situation er bedre end andres, der sidder i fængsel. Jeg har hørt om forfærdelige ting, der sker i fængslerne. Især om kvinder, der bliver voldtaget.«

– Er det for høj en pris at betale for oprøret, at dine to sønner sidder i fængsel?

»Nej, det er absolut det værd. Vi kæmper for vores frihed,« siger hun grådkvalt.

»Jeg er stolt af at have modige sønner, og jeg prøver selv at være modig. Jeg kæmper videre, også selvom jeg ved, jeg kan blive arresteret.«

Men det er ikke alle, der følger hendes eksempel. De seneste uger er størrelsen på demonstrationerne i Iran begyndt at skrumpe. På sociale medier florerer videoer af soldater fra den berygtede Basij-milits, der tæsker mænd og kvinder på gaden. Ifølge flere internationale medier er protestbevægelsen stadig i fuld gang, men frygten for de voldelige soldater får nogle demonstranter til at blive indenfor.

Ud over Basij-militsen råder præstestyret også over den nationale hær og den berygtede revolutionsgarde. Skal oprørerne sejre, kræver det, at en eller flere af de tre sikkerhedsinstanser vender regimet ryggen og i stedet støtter protesterne. Det er der foreløbig ingen tegn på.

Sidste gang iranerne i stort tal i slutningen af 2019 gik på gaden i frustration over stigende benzinpriser, nåede 1.500 demonstranter at blive dræbt af præstestyrets soldater, inden protesterne sluttede. Det store spørgsmål er nu, hvor langt regimet vil gå denne her gang for slukke oprøret og fratage kvinderne den frihed, de lige er begyndt at tro på er mulig.

Uanset hvornår oprøret ender, så viser alene omfanget af de nuværende demonstrationer, at iranerne er så utilfredse med deres styre, at de vil blive sværere og sværere at holde nede.