PARIS – Der hersker en lystig atmosfære i den franske hovedstad i disse dage; en uudgrundelig løssluppenhed har afløst halvandet års pandemisk klaustrofobi og ængstelse.

En stemning, som den ellers normalt tilbageholdende intellektuelle aftenavis Le Monde uden at blinke har døbt la covida - efter la movida, den bølge af optimisme og eufori der greb spanierne i årene efter Franco.