Fra krop til klasse

Flere kommentatorer har på det seneste ment, at coronavirussen vil svække eller helt gøre det af med identitetspolitikken.

De hævder, at vi ikke længere vil give os af med at diskutere, om det er forkert at sige »han« og »hun« i auditorier, hvor der er transpersoner til stede. Eller om ord som »neger« og »hottentot« bør fjernes fra børnebøger. For nu har vi ærligt talt fået andet at tænke på.

»I lyset af truslen fra denne dødelige epidemi vil kravene fra de narcissistiske minoritetsaktivister afsløre sig som det, de er: hule, selviske og antisociale. Konfronteret med en dræbervirus virker bekymringerne for, at for mange undlader at respektere nogens selvvalgte pronominer, pludselig ikke så presserende,« lyder det fx i en kommentar i det britiske onlinemedie Spiked on.

OG SANDSYNLIGT ER DET bestemt, at den dagsorden, der handlede om biologi som et overgreb – kønnet, hudfarven, seksualiteten og kropsvægten – vil fylde mindre. Selvfølgelig vil den ikke forsvinde; omend #MeToo aldrig kan blive det samme, når der fremover skal være to meter mellem chefen og sekretæren.

Men forsvinde vil identitetspolitikken ikke; dens tyngdepunkt vil i stedet forskyde sig fra biologi til økonomi. Den kropspolitiske krænkelseskamp vil blive trængt i baggrunden af en fordelingspolitisk kamp. En klassekamp, om man vil, hvor krænkelsen afledes af ens rolle i produktionen.

Læs også om Københavns Universitets ledelses råd dem om tiltaleformer: en kærkommen hjælp eller et krænkelseskulturelt diktatur?

For allerede nu er det tydeligt, hvordan coronakrisen har gjort samfundets frontarbejdere til de nye helte.

Her i Weekendavisen konstaterer den franske sociolog Jean Viard syrligt, at mens mellemlederne tager op i sommerhytten, må sygeplejersker, skraldemænd, apotekere og andre med fare for deres liv gå på arbejde. I Ekstra Bladet skriver Mads Kastrup, at »Eliten er i sommerhus. Arbejderne er sendt i front i krigen mod corona.« På Facebook hævder politikeren Henrik Dahl, at et rigtigt arbejde er et, som kan udføres sort. I Spectator skelner konservative Daniel McCarthy mellem »essentielle« og »ikke-essentielle professioner«, og man forstår, at det er forskellen mellem varme hænder og kolde hjerner.

Som man kan høre, varmes der op til en diskurs, hvor nogen profiterer på andres bekostning. Folket mod eliten. Velfærdsstatens fodsoldater mod skrivebordsgeneralerne. Markarbejderne mod administrationerne.

Og det har ALT med identitetspolitik at gøre. For identitetspolitik er en metode: en magtstrategi, der hviler på påstanden om, at nogle grupper strukturelt er helte, og andre strukturelt er skurke. Ens skyld eller uskyld afledes af ens placering i det usynlige samfundshierarki, og overgrebet måles i resultat-ulighed.

Samfundsstrukturernes påståede krænkelse af gruppeidentiteten bliver i sig selv argumentet for indrømmelser fra fællesskabet. Det kan være påstanden om, at fordi man er kvinde, er man per strukturel definition offer for patriarkatet. Eller fordi man er tyk, er man offer for tykfobi. Men det kan sandelig også være, at fordi man er sygeplejerske eller sosu-assistent under coronakrisen, er man offer for strukturel ulighed. Som det hed i et debatindlæg i Politiken for nylig, der hævdede, at coronakrisen tvinger os til at anerkende omsorgsarbejdets værdi:

»Varme hænder viser ikke deres værdi på markedsøkonomiens kurver. Usynliggørelsen af omsorgsarbejdet har også dybe historiske rødder og bunder i alliancen mellem kapitalismen og patriarkatet og ikke mindst i patriarkatets århundreder gamle evne til at nedvurdere og usynliggøre kvinder.«

Læs også Lone Franks artikel om, at transkønnethed er blevet en kampplads for identitetspolitik: »Transkulturelt«

HERMED ABSOLUT IKKE være sagt, at al politisk kamp er identitetspolitik. Kampen mod apartheid var ikke identitetspolitik. For den handlede om lige muligheder. Staten skulle behandle det lige lige i udgangspunktet. Identitetspolitik handler om resultatlighed. Det er kravet om, at myndighederne skal det gøre det ulige lige.

Portøren på hospitalet er en helt, fordi han er portør, mens controlleren på hospitalet er en skurk, fordi han er controller. Uanset de konkrete omstændigheder. Det er lige meget, at de i udgangspunktet begge havde mulighed for at uddanne sig til controller eller portør, og sådan set også lige meget, hvis den konkrete portør er doven og blev tvunget på arbejde, mens den konkrete controller er flittig og blev tvunget hjem. For krænkelsen afledes af identiteten og den manglende resultatlighed.

Hele den vestlige verden står nu over for en stor økonomisk krise, hvor knappe ressourcer skal tilkæmpes. Og man kan roligt regne med, at den økonomiske identitetspolitik vil komme bragende.

Nogle har gættet på, at »samfundssind« bliver årets ord. Jeg gætter på »strukturel ulighed« som årets parole.

Læs også om sygdomsepidemiernes sociale slagside: »Fattigmands­sygen«