Først og fremmest. TV 2 har truffet den rigtige beslutning ved at trække det rystende uetiske program Alle elsker Rasmus tilbage.
For underholdningens skyld
Der burde ikke herske to meninger om, hvorvidt TV 2s nye satireprogram Alle elsker Rasmus var etisk eller uetisk.
I programmet blev komikeren Rasmus Wallbridge gennem flere måneder bildt ind, at hans drøm om at medvirke i en spillefilm var gået i opfyldelse, alt imens han i virkeligheden levede i en fiktion og var omgivet af mennesker, der spillede skuespil. Alt dette blot for at underholde seere, der blandt andet følger med via skjult kamera. Det var dybt uetisk.
Nu har TV 2 så trukket programmet tilbage og undskyldt. Det er den rigtige beslutning, men alt for sent.
Det var naturligvis fint for Rasmus Wallbridge, hvis han selv syntes, det hele var supersjovt (det var det bare ikke, ifølge hans eget opslag på Instagram). Men det er også irrelevant for at bedømme programmet rent etisk. Det er også sagen aldeles uvedkommende, om det viste sig, at programmet er underholdende og veludført, eller hvad man i øvrigt synes om eksekveringen. For etik er noget, der eksisterer uafhængigt af konteksten, og etiske overvejelser er noget, man skal gøre sig, inden man overhovedet igangsætter en produktion af denne art. Og her er det gået helt galt for TV 2.

Det følger af TV 2s egne presseetiske regler, at skjulte optagelser kun er noget, der bør bruges, hvis der enten er givet samtykke, eller »hvis den samfundsmæssige interesse klart overstiger den enkeltes krav på beskyttelse, og den fornødne journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kan skaffes på anden måde«.
TV 2 insisterer på, at Rasmus Wallbridge har givet samtykke til, at programmet kunne vises. Det er deres undskyldning for at vise de skjulte optagelser af en mand, der bliver narret og manipuleret. Men det giver slet ikke mening at tale om samtykke her.
Når en komiker som Rasmus Wallbridge står over for en landsdækkende tv-kanal, der har engageret de tungeste navne inden for branchen, folk som Casper Christensen og Anders W. Berthelsen, og har investeret enorme ressourcer på at producere et underholdningsprogram med ham i centrum, er han naturligvis slet ikke i en situation, hvor han kan give eller ikke give samtykke. Det kunne potentielt have store konsekvenser for hans karriere at sige nej til at medvirke.
TV 2 har heller ikke delagtiggjort omverdenen i et oplagt spørgsmål: Var der også et økonomisk incitament forbundet med hans samtykke? Hvis Wallbridge stod til at miste penge ved ikke at give sit samtykke til at medvirke i programmet, er sagen endnu mere skandaløs, end det allerede er tilfældet.
Uanset hvad er det et halmstrå fra TV 2s side at påstå, at Wallbridge har givet samtykke. Manden var rent objektivt i en så presset situation, at dette samtykke ikke kan bruges til noget som helst, når vi skal vurdere sagen etisk. Wallbridge skriver selv på Instagram, at han virkelig vil opfordre TV 2 til ikke at gentage eksperimentet.
Hvis vi ser bort fra det ubrugelige samtykke, står vi tilbage med, at TV 2 har vildledt et menneske og optaget ham i det skjulte gennem flere måneder, uden at det har haft nogen journalistisk relevans. Der er ikke skyggen af samfundsmæssig interesse i at se en mand blive vildledt i et underholdningsprogram. Brugen af skjult kamera er derfor i sig selv langt ud over, hvad man normalt accepterer i danske medier, selv i historier, der åbenlyst har offentlighedens interesse.
Spiller presseetik overhovedet en rolle i denne sag, der jo handler om comedy? Ja, selvfølgelig. Det er TV 2 som medie, der har forpligtet sig til at følge de presseetiske regler, og her gives der ingen undtagelser, hvis blot man kalder det for underholdning. Kravene er præcis de samme.
Man kan desuden undre sig over, om TV 2s ledelse overhovedet ved, hvad presseetik er. Da den ansvarlige redaktør, Mads Elias Højbjerg Ravn, skulle forsvare programmet, udtalte han til Ritzau, at de jo ikke har haft nogen dårlige intentioner med programmet, at de ikke har ønsket at udstille ham. »Tværtimod er intentionen, at seerne er i øjenhøjde med Rasmus. Det er jo ham, der opfører sig normalt, mens det er branchen rundt om ham, der er vild,« svarede han. Det er rystende læsning.
Enhver i denne branche burde vide på rygraden, at presseetik ikke handler om at have gode intentioner. Ens ædle sindelag kan muligvis spille en rolle, den dag man er død, står over for Sankt Peter og gerne vil ind i himlen, men den er ligegyldig i publicistisk virksomhed. Her handler etik om, hvilke overvejelser man gør sig, inden man går i gang med sit arbejde, og hvilke forholdsregler man tager sig, inden man publicerer. Presseetik handler ikke om, hvor fine og rene ens hensigter er. Det er svært at begribe, at en ansvarlig redaktør på TV 2 tilsyneladende ikke ved noget så basalt.

I øvrigt ...
Troels Mylenberg er død efter længere tids kræftsygdom. Han blev 56 år gammel.
Troels Mylenberg var i en årrække vært på TV 2 Nyhederne og tidligere politisk reporter og redaktør på Weekendavisen, Ekstra Bladet og en række andre medier. Han udgav tidligere på måneden bogen Skumring om at »leve i lyset, når døden kommer tæt på«.
»Vores elskede Troels er død. Hele familien var samlet om ham, da han fik fred. Vi vil altid huske ham for hans store kærlighed, varme og ikke mindst den humor, som han bevarede helt til det sidste,« skriver familien ifølge TV 2 Fyn.
»Selv i den sværeste tid formåede han at få os til at grine.«
Opdateret klokken 17.00, efter at TV 2 har trukket programmet tilbage.

