I Weekendavisen d. 18. marts efterlyser Katja Kvaale en opprioritering af det etnografiske område på Nationalmuseet. Selve menneskehedens mangfoldighed er ifølge Kvaale på spil, fordi etnografien over de seneste 30 år er blevet nedprioriteret til fordel for arkæologien, hvilket har skubbet formidlingsbalancen væk fra de levende og nyere kulturer på tværs af jorden og i retning af for eksempel stenalder og vikingetid. Hun påpeger, at store dele af de etnografiske udstillinger har stået uforandrede i 30 år og opfordrer mig sympatisk til at skyde mit ’antropologiske løvehjerte op i halsen’ og revitalisere etnografien på museet.

Og lad mig straks give Katja Kvaale ret i en del af diagnosen. Betragtet fra gæsternes perspektiv kan etnografien virke, om ikke skindød som Kvaale skriver, men i hvert fald som værende i en form for dvale. De permanente udstillinger ER bedagede og lever slet ikke op til hverken nutidige formidlingsstandarder eller det enorme potentiale, der gemmer sig i museets traditionsrige etnografiske forskning eller imponerende samlinger. Hvor stort potentialet er, kunne man ganske rigtigt opleve i den nylige udstilling ’På Djengis Khans Stepper’, som Nationalmuseet og Moesgaard Museum skabte i fællesskab i 2018-19. Et samarbejde, som i øvrigt fortsætter med en kommende antropologisk funderet udstilling om ’Krigeren’, som kommer til at kunne opleves på Moesgaard og på Krigsmuseet.