Vi kan ikke undvære hverken FE eller PET. Vi har dem for at forebygge undergravning af folkestyrets og retsstatens institutioner og landets sikkerhed. De er samtidig et demokratisk onde. De arbejder i det gedulgte, hvor ingen kan kigge dem i kortene. Heller ikke Folketinget, er man nødt til at fastholde. Eller medierne, som i andre sammenhænge er et kontrolkorrektiv. Det er de ikke mindst, hvis der i det åbne samfund er en modekspertise, som de kan støtte sig til.

Den er der bare ikke her. Det tætteste, man kommer en ekstern ekspertise, er tidligere medarbejdere i tjenesterne, som via medierne lystigt orienterer os om, hvordan tingene hænger sammen. Det ser man i FE-sagen, hvor forhenværende sagsbehandlere i den militære efterretningstjeneste vedholdende maner til ansvarlig omgang med statens hemmeligheder. Det er underforstået, at de bedre end andre er i stand til at vurdere, hvad det går an at røbe. Det enstonige budskab er, at det er til vores fælles bedste, hvis ingen andre ved ret meget andet, end at de hemmelige tjenester eksisterer.