Smækket fra døren runger stadig, da Troels Lund Poulsen sætter sig til rette i stolen. Det er tirsdag formiddag og mindre end to døgn siden, at Venstres store stemmesluger Søren Gade med et brag har erklæret, at han nu forlader Christiansborg. Siden folketingsvalget har vestjyden forsøgt at finde sin plads på Venstres grønne »rejse«, skrev Gade søndag aften på Facebook, men han kan ikke længere stå inde for retningen og kender ikke destinationen.

Det var hårde ord fra den netop afgåede formand for Folketinget, og blandt politiske kommentatorer blev afskeden udlagt som »en bombe« og en »djævelsk raffineret« afsked – og Venstre som et parti i »dødskamp«.