Satellit. Præsidenten og premierministeren i Mali er blevet anholdt af soldater fra landets militær, hvilket har affødt fordømmelse fra bl.a Macron, der siden 2013 har bekæmpet militante grupper i det nordlige Mali.
Et kup i kuppet
Mandag aften blev præsidenten og premierministeren i Mali anholdt af soldater fra landets militær og kørt til en militærbase uden for hovedstaden Bamako. Præsident Bah Ndaw og premierminister Moctar Ouane har stået i spidsen for en overgangsregering i det vestafrikanske land, siden militæret tog magten ved et kup i august sidste år.
De skulle forberede et demokratisk valg til næste år. Nu er de så begge blevet afsat af den selvsamme mand, oberst Assimi Goita, der ledede militærkuppet for ni måneder siden. Goita siger, at han har taget magten, fordi Ndaw og Ouane foretog en regeringsrokade, hvor de fratog to af sidste års kupmagere deres politiske poster.
Del: