Et bevaringsværdigt folk

Regeringen har nu fremlagt deres længe ventede handlingsplan mod antisemitisme. Planen præsenterer 15 konkrete initiativer, som skal beskytte danske jøder fremover. Selvom sikkerhed og beskyttelse åbenlyst er centralt for enhver borger, står jeg tilbage som forsker i jødisk samfunds- og kulturliv med et stort spørgsmål: Hvad gør disse initiativer for danske jøders vitalitet og samfundsengagement fremadrettet? Det, som man med andre ord kan beskrive som betingelserne for aktivt og levende jødisk medborgerskab. Danmark skal ikke kun beskytte og bevare jøder som artefakter, der repræsenterer noget vigtigt for det danske samfund og således placeres bag museernes montrer og politiets afspærringer.

Groft sagt præsenterer planen en præmis om jødisk medborgerskab, der handler om beskyttelse og historiske offerroller. At danske jøder står over for reelle trusler, når de bevæger sig »uden for murene«, altså når de står frem som jøder i offentlige rum, er der rig evidens for. Jeg har interviewet en række unge danske jøder til mit postdoc-forskningsprojekt fra Stanford University »Safety and security among Jewish Dayschool Students«. De melder klart ud, at de føler sig trygge og sikre i det offentlige rum som danskere, men ikke som jøder. Når ingen ved eller kan se, at de er jøder, er de ikke bange for repressalier for at være jøder, men i det øjeblik, de føler eller frygter, at deres jødiskhed bliver synlig, bliver de bekymrede. For hvordan ved man, hvordan andre reagerer i forhold til ens jødiskhed? Hvad murene og politibeskyttelsen omkring Carolineskolen og synagogen signalerer til dem, er, at jødiskhed er noget, man holder skjult i det offentlige rum.