Interview. Britiske Labour er kommet til at foragte de vælgere, partiet blev stiftet for at tjene. Først når man stopper med at hade arbejderne og deres værdier, kan Labour vinde magten tilbage, siger forfatteren og Labour-manden Paul Embery.
Et arbejderparti uden arbejdere
LONDON – Hvad er egentlig pointen med det britiske arbejderparti, Labour, i dag? Det er spørgsmålet, som Labour-veteran Paul Embery – født og opvokset i arbejderklasseområdet Barking & Dagenham – stiller i sin bog Despised – Why the Modern Left Loathes the Working Class (Foragtet – Hvorfor den moderne venstrefløj afskyer arbejderklassen). Labour i dag udviser ikke andet end foragt for arbejderklassen, og alt hvad den står for, mener han.
Eksemplerne, der udpensles i tåkrummende detaljer i bogen, er utallige. Som da professor Richard Dawkins, efter at have deltaget i en march imod Brexit, tweetede: »Ja, selvfølgelig er der folk, som stemte leave af andre grunde end fremmedfjendsk fanatisme eller yderliggående imperialistisk nationalisme. Jeg har mødt mindst fire. Men det føltes godt at marchere gennem London med hundredtusinder i går. Og blive mindet om den anstændige halvdel af Storbritannien.« Næsten to tredjedele af arbejderklassen stemte leave.
Del: