Alf Ross-auditoriet på Københavns Universitet er helt fyldt. Dagens arrangement er for længst løbet tør for frie pladser, og her en halv time før arrangementets start står der allerede unge studerende med keffiyeh-tørklæder i kø op til katederet for at få deres bøger signeret af dagens gæsteforelæser. Der tages selfies og gruppebilleder med ham. Ingen kan være i tvivl om, at det er et stort navn, der er på programmet i dag: den israelske historiker Ilan Pappé.

Det er ikke normalt, at historikere omringes af talrige unge fans, der vil have autografer. (Gid det var). Men Ilan Pappé er heller ikke en normal historiker. Han hører til blandt den strømning af israelske historikere fra 68-generationen, kendt som de »nye historikere«, der slog igennem i 1980erne og i den grad har været med til at forme omverdenens forståelse af landet lige siden. Bevægelsen tæller ud over Ilan Pappé også bredt anerkendte navne som Benny Morris og Avi Shlaim, der med deres forskning i Israels tidlige historie gjorde op med nogle af de mest følsomme myter omkring landets tilblivelse.