Kommentar. Den sparsomme opbakning til læreres ytringsfrihed er et ægte tegn på privilegieblindhed.

En ubekvem sag

Det var tankevækkende at befinde sig på Kongens Nytorv den forgangne lørdag, da etårsdagen for mordet på den franske historielærer Samuel Paty blev markeret foran den franske ambassade. Forsamlingen, der partipolitisk spændte fra SF’s formand til medlemmer af Dansk Folkeparti, talte i alt knap 200 mennesker. Det er lige så mange, som ifølge Moscow Times forsamledes ved begravelsen af Patys morder, den tjetjenske islamist Abdoullakh Anzorov. Til sammenligning kunne bevægelsen Black Lives Matter i juni 2020 tromme 15.000 mennesker sammen i København til demonstration mod racisme i anledning af politidrabet på amerikanske George Floyd.

Hvorfor nu denne sammenstilling? Fordi den iøjnefaldende forskel i interessen for tilfældene Paty og Floyd er sigende for tidens tænkemåde. Og den bør vække til seriøs selvransagelse.

lofr
(f. 1966) er journalist og forfatter samt ph.d. i neurobiologi uddannet i Danmark og USA. Hun skriver især om biologi, psykologi, psykiatri og etik og har modtaget en række priser, herunder Den Store Publicistpris, Søren Gyldendal Prisen, European Science Writers Award, AAAS Kavli Science Journalism Award og blev i 2020 tildelt Statens Kunstfonds hæderspris. Er desuden vært på podcasten 24 Spørgsmål til professoren, har produceret flere videnskabsserier for DR og har sammen med instruktør Pernille Rose Grønkjær lavet de prisbelønnede dokumentarfilm Genetic Me og Hunting for Hedonia. Har skrevet en række bøger, som er udkommet på flere sprog, senest bogen Størst af alt – Om kærlighedens natur.

Andre læser også