En storm er løjet af

Onsdag i sidste uge døde Jon Hustad efter længere tids sygdom. Det kan den norske journalist ikke være bekendt. Dels var han kun 55 år. Dels havde han tre børn og en ekskone, som næppe ved, hvor ofte de optrådte i de særdeles indsigtsfulde artikler, han skrev her i sit danske refugium, Weekendavisen. Han efterlader sig hul på disse sider, som vanskeligt lader sig fylde. Det skriver man ofte, når journalister dør, men i Hustads tilfælde er det også sandt.

Få i Norden har været i stand til at måle sig med Hustads spændvidde. Hans viden var enorm, hvilket kom til udtryk i hans norske avis Dag og Tid, i de debatprogrammer, han blev landskendt i Norge for, og i de mange bøger, han nåede at skrive. Få er nok også de, som kunne læse hans artikler uden at lære noget.

Hustad var det, man med et fint ord kalder en offentlig intellektuel, skønt han sikkert ikke ville have brudt sig om begrebets franske konnotationer, og skønt hans norske kolleger holdt af at placere ham i den mere reaktionære del af det politiske spektrum. Det tog han med sindsro og henviste gerne til, at hans egentlige politiske forbillede var Gro Harlem Brundtland, Norges socialdemokratiske statsminister. Hun havde indført en genial skattereform midt i en hård krisetid. Sådan noget kunne Hustad lide. Stærkt lederskab, gerne iblandet sund fornuft, liberal pengepolitik og en vilje til at gøre det nødvendige.

Et andet politisk forbillede var Churchill, hvis unge år han skrev en lille bog om. Fra premierministeren har han arvet en britisk tradition for at skrive underholdende om alt, ja, selv om økonomi og energipolitik, emner, han vidste påfaldende meget om, og som danske aviser ellers sjældent kan formidle uden at få læserne til at føle, at deres hjerner tørrer ind.

Ellers opfattede Jon Hustad sig selv som uafhængig. Han var ingen god dogmatiker. En sommer bad vi på Weekendavisen de af vores skribenter, der som unge havde været aktive i partipolitik, skrive om deres oplevelser. En havde været i Venstre, en anden hos De Radikale, en tredje hos SF. Hustad skrev også en klumme. Han havde som ung meldt sig ind i syv forskellige norske partier, så han kunne få gratis øl til festerne.

Men selv med humoren som værn undgik han ikke polemik og meningsstrid. Det største stormvejr mødte han i Danmark, da han en jul for nogle år siden beskrev den danske julemad som fuldkommen uspiselig. »Flæskesvær er kun godt, når hunde skal have tyggemodstand for at undgå tandkødssygdomme,« skrev han. Nej, »rigtig julemad er klipfisk og pinnekjøtt af lam«. Det tog han ofte med, når han besøgte os på den københavnske redaktion.

Andre mindre hidsige kontroverser deltog han også i. Han var, længe før det blev mere stuerent, ingen stor ven af fri indvandring, og han så tillige med skepsis på klimapolitikkens mere aktivistiske sider. Særligt vindmølleindustrien havde han betydelige reservationer over for, han brød sig ikke om udsigten, når de placeredes ved de norske fjorde, som han selv var vokset op ved, og som gigantiske krydstogtskibe også var ved at tage livet af. Derfor måtte han engang i 2018 i en artikel her i avisen med stor bedrøvelse konstatere, at det gik vindbranchen godt.

Til alt held varede det ikke ved. I 2021 øjnede han håb igen, da han tillod sig, mens det danske energiselskab Ørsteds kurs var på himmelfart, at skrive, at vindbranchen befandt sig i en grøn boble, som snart ville briste, hvorefter de danske pensionsselskaber ville miste milliarder. »Et pyramidespil«, kaldte han det. Det siger sig selv, at den slags er helligbrøde at skrive i vindindustriens fødeland, og fra Ørsted krævede man da også en berigtigelse af den uforskammede nordmand. Den fik virksomheden ikke. Man kan ikke berigtige noget, der ikke er forkert, og det er kun blevet endnu mindre forkert i denne tid, hvor Ørsteds kursfald synes endeløst.

Hustad var også en af de første herhjemme, der påpegede vores store afhængighed af den stærkt CO_²-udledende træflis, der officielt og gennem dubiøse regnemetoder defineres som klimaneutralt. Hvis alle gjorde som Danmark, måtte skove overalt fældes, og så ville kloden for alvor være ilde stedt. Det krævede en norsk journalist at skrive ubekvemme sandheder om danske tabuer.

Hustad var ikke en mand af stor svulstighed. I private sammenhænge kunne han nærmest være larmende genert. Alligevel havde han næppe været ked af at høre, at han efter denne hans danske redaktørs mening hørte til blandt Nordens bedst skrivende og bedst begavede journalister. Det skulle man måske nok have fortalt ham lidt tydeligere, mens tid var, men han havde bare affejet det som tull – vrøvl.

Ikke alt havde han dog ret i. Da det danske fodboldlandshold fik ny norsk landstræner, Åge Hareide, advarede Hustad om, at det aldrig ville gå godt. Den mand var en sand mester i at tabe kampe, forsikrede Hustad. Den fejl har danskerne for længst tilgivet Hustad. Han er allerede stærkt savnet.