Leder. Er det lykkedes præsident Trump at lave afgørende om på USA? Det er spørgsmålet op til midtvejsvalget. Det korte svar er nej.
En fejlslagen revolution
PRÆSIDENT Trump er næsten halvvejs gennem sit andet embede, og USA står i valgkampen til et midtvejsvalg, som primært handler om ham og det projekt, han lancerede, da han overtog Det Hvide Hus i januar 2025. At det føles som adskillige år siden, skyldes den frygt, han spredte både i Europa og i USA. I dag er frygten i store træk fordampet. Den præsident, Rigsfællesskabets ledere så skrive under på aftalen om Grønland i det lille lokale i FN-bygningen, er symptomatisk for hans fremtoning i alle andre sager. Stækket. Og meningsmålingerne peger på, at Trump og hans parti vil lide et stort nederlag den første tirsdag i november.
TRUMP er blevet erklæret færdig så mange gange, at det længe har antaget vittighedens karakter. Ikke mange troede som bekendt, at han kunne rejse sig igen, efter at han lod sine tilhængere angribe Kongressen for at omgøre præsidentvalget i 2020. Desuden mangler han over to år og har rigelig tid til at gøre skade; vi ved eksempelvis ikke, hvad han kan finde på, hvis midtvejsvalgets resultat om en måned går ham imod. Det er for tidligt at skrive den politiske nekrolog over Trump. Men man behøver ikke den store iagttagelsesevne for at bemærke, at Air Force One har tabt flyvehøjde. USA er af samme grund »et mindre farligt sted, end det var for et år siden«, som Jonathan Rauch, klassisk liberal tænker, og Peter Wehner, tidligere ansat under tre republikanske præsidenter, skrev for nylig i The New York Times.



