Debat. Anklagen om folkemord bringer spiralprævention på niveau med folkedrabene i Cambodja og Nazityskland.
Efterlyses: Intention
Nanna Emtoft og Søren Rud sætter i kronikken »En ond spiral« spiralkampagnen i Grønland ind i en historisk og i en global kontekst. Det er et tiltrængt aspekt midt i en utrolig overfladisk mediedebat, der ofte gentager den ene falske kliché efter den anden.
Jeg er sandsynligvis uenig med Nanna Emtoft og Søren Rud i meget. For eksempel accepterer de, at spiralprævention kaldes en skandale. Jeg betragter spiralpræventionen som et åbent, lovligt og historisk nødvendigt tilbud, der ikke – som de skriver – »lagde kontrollen over kvindens fertilitet i hænderne på lægen«. Ideelt set gav det kvinden frihed til at bestemme over sin egen krop og til selv at beslutte, om og hvornår de ønskede en graviditet.


