SANKT PETERSBORG – Der er gået ni måneder, siden det belarusiske folkeoprør mod livstidspræsidenten Aleksandr Lukasjenko skabte store overskrifter overalt i verden. Men jeg husker det, som var det i går.

I august sidste år så det i perioder ud, som om befolkningen var ved at sejre over diktatoren, da hans mange modstandere fik lov til at afholde gigantiske demonstrationer og samle sig på Uafhængighedspladsen i Minsk. Stemningen var euforisk: Der blev sunget, danset og givet knus, og belaruserne lignede en mere civiliseret udgave af de hjemlige Brøndby-fans, som netop havde fået at vide, at de havde vundet et sjældent fodboldmesterskab.