Det halve opgør med masseuniversitetet

DET er ikke nemt at finde tilhængere af regeringens universitetsreform på og omkring universiteterne. Modtagelsen er kritisk, i bedste fald lunken, og den største ros lyder, at det kunne have været meget værre. Det er nu »kun« ti procent af uddannelserne, der skal have skåret knap et år af kandidatuddannelsen, 20 procent, der skal omlægges til erhvervskandidatuddannelser, og så skal otte procent færre optages på universitetet. Det er en voldsom reform, regeringen, SF, Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne har vedtaget, den mest vidtgående i 20 år. Det er, siger Liberal Alliances uddannelsesordfører, Sandra Elisabeth Skalvig, »et første skridt i opgøret med masseuniversiteterne«.

STORE ord, men ordføreren har ret: Med aftalen er målet, at optaget på bacheloruddannelserne skal i begyndelsen falde med 2.200 pladser. Man forstår godt, at uddannelsesminister Christina Egelund fyldes af »ærefrygt« over en reform, der »rammer så dybt ned i samfundets fundament«. Hensigten er tydelig: Universiteterne skal uddanne færre, fylde mindre og gøres til et endnu mere målrettet instrument for staten. Og selvom det er en borgerlig minister, der står i front for reformen, og selvom regeringen påstås at have givet sig meget i forhandlingerne, skal man ikke tage fejl af den ideologiske farve.

OPGØR med universiteternes dominans er centralt i det socialdemokratiske projekt, særligt formuleret af Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye med deres angreb på den kreative klasse, De lærdes tyranni og kravet om flere Kloge hænder. Akademiseringen af uddannelsessektoren og troen på et stadig mere højtuddannet samfund er ikke bare middel- og overklassens tyveri af ressourcer fra de dårligst stillede, mener de. Det er også idiotisk, for samfundet mangler håndværkere og sosu'er snarere end lingvister og antropologer.

MED universitetsreformen gennemgår Socialdemokratiet et stort selvopgør, hvilket er en sjældent omtalt ironi i partiets uddannelsespolitik. Masseuniversitetet fra 1970erne og frem skulle jo netop uddanne alle borgere og tjene hele samfundet, ikke blot velstillede akademikerbørn. Det var en afgørende del af det socialdemokratiske århundrede; akademisering af samfundet var en god ting. Og selvom den sociale arv ikke blev fuldkommen brudt, blev de hellige haller åbnet for den store middelklasse.

MASSEUNIVERSITETERNE støvsugede resten af uddannelsessektoren for opmærksomhed, prestige og selvtillid; fra tømrere og fængselsbetjente til lærere og sygeplejersker. Nu skulle man, uanset evner og ambitionsniveau, helst i gymnasiet og videre på uni. Det betød også, at universiteterne med den nye status og et vildt voksende optag skiftede karakter: Før skulle de producere viden med forskning som grundlag for uddannelserne og med stor frihed og selvstændighed for universitet, undervisere og studerende. Nu skulle de levere kvalificeret arbejdskraft med arbejdsmarkedets behov som pejlemærke og med kraftig styring af universiteterne og undervisere. De studerende blev forvandlet til elever uden større forventning om selvstændighed. Og universiteterne brugte stadig flere ressourcer på kontrol og evaluering i evigt voksende sekretariater, institutledelser, enheder og nævn. Man siger ofte, at fagligheden er faldet som en logisk følge af masseuniversitetet og dets taxameterøkonomi. Det er utvivlsomt sandt, men det skyldes i lige så høj grad den stramme styring af universiteterne, afkobling mellem forskning og undervisning, mindre frihed, selvstændighed, kreativitet og ansvarlighed – fra studerende til ledelse. Den ensidige opmærksomhed på relevans og kompetencer har suget identitet og selvtillid ud af landets universiteter.

KRÆVER samfundsudviklingen da ikke mere fokus på erhvervs- og velfærdsuddannelser? Jo, i den grad. Det er pinedød nødvendigt, og det har været en katastrofal systemisk fejl at trække opmærksomhed, penge og prestige væk fra de korte og mellemlange uddannelser. At dimensionere – skære ned på antallet af universitetsuddannede – er glimrende, hvis man samtidig sætter seriøse kræfter og midler ind på at styrke de kortere uddannelser. Det er endda muligt, at man må skære endnu mere ned på antallet af universitetsstuderende for at styrke de andre uddannelser, men det sker ikke af sig selv: Skal professionsuddannelserne virkelig være attraktive, kræver det et meget solidt løft i kvaliteten.

KVALITET må også være kriteriet, når det gælder universitetsreformen. Og her dumper regeringens planer. Med en kraftig forkortelse af mindst ti procent af kandidatuddannelserne og et firkantet krav om flere erhvervskandidatuddannelser øger regeringen instrumentaliseringen af universiteterne, som bliver endnu mere styret og målrettet. Kvalitet kræver mere tid, ikke mindre. Stærkere faglighed kræver mere frihed for universiteterne, ikke mindre. Dygtigere studerende kræver højere forventninger til selvstændighed og kreativitet, ikke lavere. Er der virkelig tale om et »opgør med masseuniversitetet«, må politikerne afvikle den politiske spændetrøje, de har sat universiteterne i. Skal de sætte et mål, må det være at skrue markant op for faglighed og kvalitet. Det ville være en reform, der har universiteterne i centrum. kras