Først og fremmest. TV MIDTVEST har svigtet deres journalistiske ansvar i dækningen af den 112-årige eksnazist Kirsten Schwalbe.
Det er ikke synd for Kirsten
Først og fremmest er historien sjov. Det er svært ikke at se det komiske i, at hovedpersonen i årets helt store livsbekræftende hyggenygge-historie om den ældste dansker nogensinde, 112-årige Kirsten Schwalbe, er blevet afsløret som tidligere nazist. Få ting står i skarpere kontrast til det hyggelige og ufarlige end lige netop nazismen.
Ud over at være komisk er historien også pinlig. Den er en påmindelse om, hvorfor man som journalist altid bør tilstræbe at efterleve fagets grundlæggende krav, også når man laver hyggehistorier til hr. og fru Hakkebøf i det midtjyske. I det her tilfælde svigtede TV MIDTVESTs journalister fatalt ikke bare i deres åbenlyst mangelfulde researcharbejde, men også i deres relation til kilden, Kirsten Schwalbe, som de udviklede et alt for tæt bånd til. Det har nu bragt både dem og Schwalbe i en temmelig akavet situation, der kunne være undgået.
Schwalbes eget ansvar
Det primære ansvar for, at hele Danmark nu diskuterer Kirsten Schwalbes nazifortid, tilfalder naturligvis Schwalbe selv. Hun er ikke en anonym beboer på et plejehjem, men har gennem fire år velvilligt deltaget i talrige indslag på TV MIDTVEST, hvor hun har fortalt om sin egen fortid. Hun har derudover indvilget i at lade sin livshistorie blive til en bog på Gyldendal. Hun har i al den tid tilbageholdt, at hun var aktiv i DNSAP under Besættelsen. Det er ellers en detalje, man skulle antage var værd at nævne, når hun ivrigt fortalte om sine år under krigen. Hendes alder er i den forbindelse ingen undskyldning. Intet tyder på, at hun er hverken dement eller har en dårlig hukommelse. Tværtimod.

Hendes engagement i det danske nazistparti kan heller ikke forsvares med, at det var en anden tid. Under Besættelsen var det absolut ikke normalt at melde sig ind i DNSAP. De fleste danskere nærede en udtalt foragt for partiets medlemmer, og der var af samme grund et betydeligt socialt stigma forbundet med medlemskabet, hvis samlede antal aldrig oversteg mere end cirka 20.000 – 0,5 procent af befolkningen.
Hvis det ikke er vigtigt, hvem der var nazister under Besættelsen, er det heller ikke vigtigt, hvem der var i modstandsbevægelsen. At bagatellisere Kirsten Schwalbes valg om at blive aktiv i nazistpartiet er indirekte at bagatellisere dem, der valgte det modsatte. Det er vi mange, der ikke kan acceptere. Min egen farfar, Hans Lundby Villemoes, var modstandsmand i egnen omkring Holstebro, hvor Kirsten Schwalbe var nazist. Hvis Schwalbes engagement i nazismen er uden betydning, så var min farfars engagement i modstandsbevægelsen også ligegyldigt. Det er naturligvis en moralsk og intellektuel blindgyde at bevæge sig ind i.
Da Schwalbe blev konfronteret med sin fortid, forsøgte hun at tørre det fulde ansvar af på sin afdøde mand, der ikke er i stand til at forsvare sig selv. Det var angiveligt kun ham, der stod for det politiske i hjemmet, forklarede hun. »Jeg skrev bare under, og så var det det,« sagde hun til TV MIDTVEST. Desværre for Schwalbe understøtter kilderne ikke hendes udlægning. Frihedsbrevet kunne i går afsløre, at hun i knap et år havde to lederfunktioner i sin lokalafdeling af DNSAP. Et partimedlem beskrev hende i et brev som »trofast medlem«. Hun var altså aktiv nazist. Et forhold, som hun først tilbageholdt og siden bagatelliserede. Det primære ansvar er derfor helt og aldeles hendes eget.
Journalisternes svigt
Det sekundære ansvar for miseren tilfalder journalisterne på TV MIDTVEST. De sidste fire år har de promoveret Kirsten Schwalbe og integreret hende i et utal af små hyggehistorier til deres seere. De har endda bestyret hendes Instagram-profil, der i skrivende stund har 54.000 følgere. Her har de siden 2023 lagt 110 videoer op med Schwalbe.
De har som nævnt også skrevet en hel bog om hende med den nu noget ironiske titel Vi skal have noget at grine af. Det er indiskutabelt, at den journalistiske research har været mangelfuld. Man skulle tro, at de ville have opdaget hendes naziengagement i de fire år, de har interviewet hende, hvor tiden under Besættelsen har været et tilbagevendende tema og udgør et selvstændigt kapitel i bogen.
Det er lige så kritisabelt, at journalisterne med deres egne ord har udviklet et venskab med Schwalbe. Det er en journalistisk grundregel, at man ikke skal blive venner med dem, man dækker. Det er da også bemærkelsesværdigt, at journalisten Frederik Helms ligefrem har kritiseret, at Kristeligt Dagblad overhovedet bragte historien om Schwalbes nazifortid. »Jeg mener ikke, at det har en interesse, der er klar nok til, at hun skal bøde for det her 75 år senere,« sagde han til Radio IIII. Til samme radiostation har han også udtalt: »Jeg, som menneske, har svært ved det, Kirsten er igennem. Der er jo et venskab. Jeg har bare ondt af hende og prøver at beskytte hende.«
Den går ikke. Hvis hendes livshistorie er vigtig nok til, at der skal skrives en hel bog om den, er det naturligvis også relevant at korrigere udeladelsen af et ganske betydningsfuldt forhold i den livshistorie, der sætter hele kapitlet om tiden under Besættelsen i et noget andet lys. Alternativet ville være en usand og vildledende fremstilling af hendes liv. Og som journalist har man trods alt en forpligtelse over for sandheden. De journalistiske krav forsvinder ikke, fordi man laver hyggelige, livsbekræftende indslag på lokal-tv. At journalisten er blevet venner med historiens hovedperson, har næppe øget lysten til at undersøge de mere mørke sider af hendes liv. Det er derfor, man som journalist skal holde en vis professionel distance til de mennesker, man dækker.
I går har TV MIDTVEST meddelt, at de indstiller deres brug af Schwalbe. De henviser til, at hun er en sårbar kilde, der skal tages ekstra hensyn til, og at afsløringerne har taget hårdt på hende. Hun har brug for ro. Men hvis hun er så sårbar en kilde, burde de ikke have promoveret hende så markant til at begynde med. Og i så fald burde de også have gjort sig ekstra omhyggelige ved at eftertjekke hendes livshistorie. Derudover burde de have været særligt opmærksomme på ikke at udvikle et så tæt forhold til hende, som de gjorde. Ved at svigte den journalistiske faglighed svigtede de i sidste ende Schwalbe selv.

I øvrigt ...
I nat bombede ukrainerne Kertj-broen, der forbinder Krim-halvøen med Rusland. Billeder viser, at en stor del af broen er styrtet sammen. Det er en både symbolsk og politisk sejr for ukrainerne. Det symbolske først. Broen er præsident Vladimir Putins personlige prestigeprojekt og var indtil i nat den længste bro i Europa. Broen var desuden hans idé efter annekteringen af Krim i 2014. Der kører i gennemsnit 10.000 biler over broen hver dag, og det er den hurtigste forsyningslinje til Krim-halvøen.
Herefter det politiske. Med nattens bombardement vil det blive både mere besværligt og dyrt for Rusland at holde halvøen forsynet med brændstof og andre vitale ressourcer. Broen har dog ikke den samme afgørende militære betydning som tidligere, da Rusland i stigende grad har oprettet nye forsyningslinjer over landkorridoren i Donbas. Ikke desto mindre er der tale om en betydelig ydmygelse af Rusland og især af Putin.



