Det er en kongedisciplin for enhver regering at skaffe mere arbejdsudbud. Det øger velstanden, forbedrer statens finanser, og det er med til at betale for den offentlige velfærd.

Traditionelt har reformerne, der skaffer flere hænder og hoveder til arbejdsmarkedet, i høj grad handlet om at få seniorerne til at arbejde længere. Især er antallet af efterlønnere reduceret dramatisk. Mette Frederiksen og hendes ministerhold har tydeligvis valgt en anden vej end at vriste mere arbejdskraft ud af jævne lønmodtagere oppe i årene. Med arnepensionen er man tværtimod gået den modsatte retning.