Der er ingen fribillet

Mattias Tesfaye indleder med at tale om bistandslovens tilblivelse i starten af 1970erne. Det var, dengang Folketinget drøftede og vedtog at spænde et nyt, enstrenget sikkerhedsnet under borgere, der blev ramt af en social begivenhed og ikke kunne klare sig selv. Den offentlige forsørgelsesordning kender vi i dag som kontanthjælpssystemet. I de mellemliggende år er en stor del af modtagerne af overførselsindkomsterne bare blevet en anden persongruppe, end politikerne på Christiansborg oprindeligt havde i tankerne. Nu fylder borgere med ikkevestlig migrantbaggrund som bekendt forholdsmæssigt meget i kontanthjælpssystemet.

»Når man genlæser Folketingets behandling af bistandsloven, er det for det første helt tydeligt, at ingen havde tænkt på indvandrere og flygtninge. For det andet sagde den daværende socialdemokratiske socialminister Eva Gredal, at det her skulle være det nederste og mest fintmaskede net, der gerne skulle holde, hvis alle andre svigter. Har man mistet sit arbejde, eller er man faldet ud af dagpengesystemet, skulle der være et sidste sikkerhedsnet, så vi ikke ender i rendestenen. Det er et smukt og godt princip. Men i dag er problemet, at når man får asyl i Danmark, starter man livet her på en social ydelse. Disse mennesker har jo forsørget sig selv i det land, de kommer fra. De har haft ressourcer og initiativ til at krydse seks, syv eller otte landegrænser for at komme hertil. Alligevel lægger vi ud med at sige, at de skal begynde tilværelsen her i det nederste og mest fintmaskede net. Og så er opgaven for kommunen og personen selv at kæmpe sig ud af sikkerhedsnettet. Det er en helt skæv tilgang,« siger udlændinge- og integrationsministeren.