Den store retræte

HVAD skal man sige til de soldater, der nu vender hjem fra Afghanistan? Til de 12.000 danskere, der har været udsendt i den hårdeste danske krig siden 1864? Hvad er budskabet til de mange hundrede, der blev såret på krop og sjæl? På hvilken måde har de i løbet af de 19 år, krigen har varet, forsvaret danske interesser? Hvad skal man sige til de 44 dræbte soldaters familier? Hvad kæmpede de for? Var det lidelserne værd? Mange vil sige nej. At krigen var forgæves, ofrene spildt. Det er også det nærliggende svar, hvis man blot nøjes med at lytte til den danske regerings forklaringer i disse måneder.

VI har en forsvarsminister, Trine Bramsen, der nøjes med at takke de danske soldater for indsatsen, men som ikke kan udtrykke noget sammenhængende om denne lange krig. Udenrigsminister Jeppe Kofod retfærdiggør indsatsen således: »Det, vi ser i dag, er et Afghanistan, hvor al-Qaeda ikke har et fristed til at angribe os.« Lige præcis dét kriterium for en sejr kunne også udenrigsminister Per Stig Møller have udtrykt i 2003, da Taleban var blevet væltet, og al-Qaeda jaget bort. I de mellemliggende år er opsat en række andre og langt mere ambitiøse mål om stabilisering og demokratisering af det plagede land; ambitioner, som er blevet kvalt i støvet i de afghanske provinser. Ikke engang Kofods lillebitte sejrskriterium ser ud til at holde: Taleban er ved at genindtage hele Afghanistan.

VIRKELIG selvransagelse vil være ubehagelig, men den vil bibringe to svære sandheder om krigen. I sidste uge besøgte Weekendavisens korrespondent Nanna Muus Steffensen de danske soldater på hold 14B, der var ved at pakke sammen. »Vi soldater har intet at skamme os over, for vi tog afsted med de bedste hensigter: at give afghanerne en bedre hverdag, end de havde, før vi kom.« I det store hele var det, hvad der skete. På trods af de mange tilbageslag var der store fremskridt. At særligt afghanske kvinder nu udtrykker dyb frustration og afmagt over de vestlige soldaters exit, burde sige det hele. De ved, hvad der venter dem under Taleban. Det er den første lektie: Det er dyrt, i penge og menneskeliv, at forsvare menneskerettigheder i fjerne lande. Det kræver meget stor politisk vilje, men den var faktisk til stede i en årrække. Hvis noget skal beklages, må det være, at denne vilje, denne idealisme, er forsvundet.

TABTE den vestlige koalition, var det et nederlag til egne ambitioner: en tro på, at man kunne skabe positive forandringer med militær magt. Denne overbevisning kom hårdest til udtryk med de amerikanske neokonservative i ’00erne, og mest idealistisk med FNs R2P-princip (Responsibility to Protect), hvor det internationale samfund i 2005 gav sig selv mandat til at beskytte civilbefolkninger mod systematiske overgreb. Princippet kom af erfaringerne fra Rwanda og krigene i Eksjugoslavien og byggede på den overbevisning, at forsvaret af menneskerettigheder også var et forsvar for vestlige værdier og dermed for vestlige interesser.

I Afghanistan var det dét, de danske soldater kæmpede for: en overbevisning om, at pigeskoler i Helmand var et udtryk for dansk og vestlig sikkerhedspolitik. En tro på, at krigen mod Taleban netop var sikkerhedspolitik med meget andre midler. Når det ene hold danske soldater efter det andet tog afsted, var det et udtryk for, hvad vestlige lande var parate til at forsvare. Helmand var Natos yderste forsvarslinje.

AFGHANISTAN viste, at denne forsvarslinje er for dyr at holde. Men hvor kvinderne i Afghanistan betaler den mest håndgribelige pris for tilbagetrækningen, er det i et større perspektiv de vestlige landes grundlæggende forsvarsvilje, der er på spil. Det er den anden væsentlige lektie af krigen: Man skal kun bruge magt for at forsvare sine interesser, hvis man virkelig vil gå langt for at vinde. Den afghanske retræte er en del af et større tilbagetog. De vestlige lande har for længst rømmet den næste forsvarslinje også: Syrien. Og den næste igen: Hongkong. Spørgsmålet er, hvad vi og vores allierede faktisk vil gå i krig for at forsvare i dag? Ikke Ukraine, ved vi nu. Sandsynligvis heller ikke Taiwan. Mon vi ville forsvare Baltikum? Ja, måske, men det er forfærdende, at man end ikke kan svare på dét uden stor tvivl. Der er meget langt til Afghanistan, og det bliver sikkert nemt at glemme afghanerne igen. Men med tilbagetrækningen er fronten kommet meget tættere på.

Find frem, læs eller genlæs Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.