Leder. Nu fortsætter krigen mod Hamas, og Israels mange venner går straks på barrikaderne. Men hvad er det for et Israel, de nu forsvarer?
Den blodige bjælke
DET er nemmest at argumentere for sin sag, hvis ens modstander fremstår som en galning. Kan man vise, at man står over for et ekstremt synspunkt, er det lettere selv at virke sympatisk, fornuftig, pragmatisk. Dette populære retoriske greb kaldes reductio ad absurdum, og det er et værktøj, alle bruger, både i den offentlige debat og i parforholdet. Når det gælder Israel og Palæstina, driver det hele fortællingen. Her er der til overflod grænseoverskridende handlinger og ekstreme positioner at mæske sig i: Den grundlæggende fortælling på begge sider er derfor: De vil slå os ihjel; vi vil have fred: Se bare disse billeder af lemlæstede babyer og uskyldige terrorofre.
ER det nemt at pege på naboens ondskab, bliver det også nemmere at ignorere uhyrlighederne i ens egen baghave. Israels energiske forsvarere – også blandt danske debattører – har forfinet evnen til at fortælle om palæstinensiske grusomheder, mens de bortforklarer eller ignorerer påtrængende sandheder om Israel. De mest basale af dem er, at Benjamin Netanyahu og hans allierede aldrig vil gå på kompromis, men derimod indlemme de palæstinensiske områder i Israel. Og at han er ved at gennemføre et egentligt kup mod landets demokratiske institutioner. Disse to positioner hænger tæt sammen.
Del:
