Da jeg for femten år siden tog den gamle elevator op til Andrea Camilleri i hans lejlighed i Roms velbeslåede Prati-kvarter, troede jeg ærlig talt, at det var både første og sidste gang, jeg skulle komme til at møde den store sicilianske forfatter og dramaturg, som har nået så mange læsere og seere over hele verden med sine humoristiske og indsigtsfulde kriminalromaner om den sicilianske politikommissær Montalbano. Dengang var Camilleri 78 og kæderøg sig gennem en halv pakke cigaretter, mens vi talte om tidens store tema, Berlusconi, og om den bekymrende »celleforandring«, som den milanesiske milliardær ifølge Camilleri havde sat i gang i kroppen på det italienske demokrati.

»Italienerne vidste udmærket, hvem Berlusconi var, da de stemte på ham, men de lod sig lokke af løfter om højere pensioner og lavere skatter. Folk tænker kun på deres egne lommer,« sagde han og pustede røgen ud som en stor, godartet drage i sin hule, beklædt fra gulv til loft med bøger og genstande. Men når folk opdagede, at de ikke fik, hvad de var blevet lovet, så ville det måske få en ende, tilføjede han håbefuldt.