Man skal ikke kimse ad amerikanernes sans for historien. Når de gør noget, sker det helst i et melodrama, der føles epokalt og med et budskab, der kunne stå på en filmplakat fra gamle dage: REGNSKABETS TIME eller måske DEMOKRATIET SLÅR IGEN.

Adam Hamiltons sejr i Kansas er måske det mest overvældende. Det er første gang i næsten 100 år, at en demokrat vinder i denne dybt konservative delstat. Her er tyngdekraften simpelthen blevet ophævet. Og så er der James Talarico i Texas. Oh my God er også her et passende udtryk. Ligesom i Kansas har en moderat, venlig og troende mand simpelthen smadret sin modstander. Men det er ikke det vildeste: Texanerne har valgt Gina Hinojosa som guvernør, en kvinde, en latina, en demokrat, der har gjort det umulige. I South Carolina er demokraten Annie Andrews trængt igennem de konservative forstæder, hvor papskilte med billedet af Trump i ti år har siddet i græsplænerne, og sikret en decideret smuk senatssejr ved at italesætte sig som en pragmatisk mor, der blev politisk praktiker.