Kommentar. At tale om et nederlag til Netanyahu er ønsketænkning. En mere realistisk analyse kan man få fra Bibelen.
David og Sauls uendelige opgør
Der er et skær af evighed over valgresultatet, så jeg bruger Bibelen som valganalyse. I Første Samuelsbog vil israelitterne virkelig gerne have en konge, der kan samle dem og overvinde deres fjender. I stedet får de en forfærdelig og endeløs magtkamp mellem Israels første konge, den begærlige og paranoide kong Saul, og hans unge, populære udfordrer David. Man skulle tro, at David ville vinde. Han havde jo lige smadret Goliat! Nu skulle den gamle tyran på tronen væltes af den unge populære mand på scenen. Men nej. Saul holder fast. David prøver igen. Saul bliver ved. Magtkampen er endeløs og udmarvende og slider Israel ned til grunden.
Israelsk politik i dag er dette bibelske drama.


