Onsdag. Mordet på Hanne With, et vemodigt gensyn og kontrollen over verdenshavene. Her er ...
Dagen ifølge Søren K. Villemoes
God formiddag!
Borgerforslag har et dårligt ry. Typisk er de, som følger: en gruppe borgere gejler hinanden op over noget, de har læst eller hørt om i medierne, der har gjort dem vrede og forbitrede.
Indigneret indsamler de 50.000 underskrifter til en rasende erklæring, der kræver et eller andet urealistisk indført med det samme. De indsender deres forslag til Folketinget, hvor det kasseres ved ankomst. Spildte kræfter.
Det er let at være kynisk og se ned på dette initiativ, der blev indført i 2018 og angiveligt skulle skabe et tættere bånd mellem den lovgivende forsamling og borgerne. Men det er også for let. For nogle gange opstår der gode ideer ude i folkedybet. Ideer, politikerne og deres embedsmænd ikke selv har haft fantasi til at udvikle, og som i sidste ende kan forbedre indretningen af vores samfund.

1. Mordet på Hanne With, Nørrebro 1990
I denne uge fik vi bevist, at der kan komme gode, opbyggelige ting ud af disse borgerforslag. I 2022 foreslog en gruppe borgere, at man skulle give politiet adgang til at anvende genetisk slægtsforskning i deres efterforskning af drab og grov personfarlig kriminalitet. Genetisk slægtsforskning er et relativt nyt fænomen, hvor man kan indsende sin dna til private databaser og opdage slægtninge, man ikke anede, at man havde.
I 2018 var politiet i Californien i stand til at opklare en af delstatens største mordgåder, nemlig identiteten bag den berygtede seriemorder kendt som Golden State Killer, der begik mindst 13 mord og over 50 voldtægter fra slutningen af 1970erne til midten af 1980erne. Dette kunne de gøre ved at sammenligne dna fundet på gerningsstedet med dna indsendt til disse private databaser for slægtsforskning. Det var ikke ham selv, der havde indsendt sin dna, men derimod en fjern slægtning. Ud fra dette kunne de gennem udelukkelsesmetoden granske sig frem til gerningsmanden Joseph James DeAngelo Jr.

Borgerforslaget var så god en idé, at daværende justitsminister Mattias Tesfaye bad Rigspolitiet om at undersøge mulighederne for at give dem det samme redskab herhjemme. Fra 2023 blev det indført i Danmark.
I går kom så den første anholdelse med metoder igangsat af dette forslag. En 53-årig mand er blevet anholdt i Randers, sigtet for mordet på 23-årige Hanne With, der blev dræbt i Fensmarksgade på Nørrebro natten til den 1. januar 1990.
Det er Retsgenetisk Afdeling, der har analyseret dna-spor fundet på gerningsstedet, der matcher den 53-årige jyde, som er uddannet slagter. Man har fundet frem til den formodede gerningsmand ved at søge i politiets databaser for slægtningsrelationer, hvor man sammenligner dna-spor fra den formodede gerningsmand med eksisterende materiale i politiets register. En metode, som Tesfaye bad Rigspolitiet om at implementere hurtigst muligt som følge af borgernes forslag.
Og således kan vi til dels takke indførelsen af borgerforslag for, at et 34 år gammelt mord muligvis er blevet opklaret. Den sigtede nægter sig dog skyldig.
2. Sænke slagskibe
Ukraine er presset. Landets vigtigste allierede, USA, er fanget i en intern politisk strid om at støtte landets forsvar. Økonomisk har krigen gjort landet dybt forgældet, mens ammunitionslagrene kun udtyndes, som tiden går. Af uransagelige årsager har man i Vesten ikke evnet at omstille sin produktion af eksempelvis artillerigranater til krigstid, selvom det fra begyndelsen stod klart, at dette var en nødvendighed, hvis krigen trak ud.
Trods dette har Kyiv formået at innovere og skabe nye omkostningslette måder at nedslide de russiske angrebsstyrker på. I sidste uge kunne de ved hjælp af havdroner, en slags fjernstyrede vandscootere, sænke en russisk korvet ved navn Ivanovets, der var en del af den russiske sortehavsflåde nær Krim.
Dette er beundringsværdigt, men også bekymrende for fremtidens krigsførelse. For de metoder, vi kan glæde os over, at ukrainerne udvikler, vil vores fjender også kunne gøre brug af. Vi er eksempelvis blevet en del af en international koalition, der skal bekæmpe houthiernes angreb på vestlige handelsskibe i Det Røde Hav. Og som udviklingen går i disse år, bliver prisen mellem, hvad det koster at sænke et krigsskib, og prisen for et sådant skib, kun større. Det er derfor tiltagende risikabelt at anvende store skibe i krig. Dette kommer til at have stor strategisk betydning for, hvordan vi i fremtiden skal sikre kontrollen med verdenshavene eller forsvare Taiwan i tilfælde af en kinesisk invasion.
3. Vemodigt grin
Denne uge byder på et lige dele vemodigt og glædeligt gensyn. På streamingtjenesten HBO startede mandag den 12. og sidste sæson af kanalens længst kørende tv-serie, Curb Your Enthusiasm. Det er min yndlingskomedieserie, og jeg har elsket at se hovedpersonen Larry David spille en stærkt autistisk og meget socialt akavet udgave af sig selv, mens han på pinlig vis tumler sig igennem Hollywoods sociale cirkler af celebrities.

Tv-serien er den primære inspirationskilde til Frank Hvam og Casper Christensens også ganske eminente Klovn. Serien har kørt siden 2000 og udmærker sig ved at være produceret uden manuskript. Skuespillerne, der næsten alle spiller karikerede udgaver af sig selv, improviserer dialogen i hver scene ud fra nogle overordnede plotlinjer. Dette giver serien en helt særlig dynamik, man ikke finder i andre produktioner, og som på magisk vis gør Larry Davids begrænsede evner som skuespiller irrelevant.
Jeg er ved at gense hele serien, der, trods endeløse mængder af politisk ukorrekte jokes, på besynderlig vis er ældet yndefuldt. Normalt har humor en meget kort halveringstid, men Curb har vist sig langtidsholdbar. Første afsnit af sidste sæson blev vist natten til mandag dansk tid og kan streames på HBO Max.
Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.
Del:

