Fredag. Marks mark, Donald Hitler og verdens mindste nyhed. Her er ...
Dagen ifølge Nikolaj Arve
Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.
Kære læser
I gårsdagens nyhedsbrev gjorde Leny Malacinski sig lystig over de udtryk, som åbenbart irriterer de irriterende djøf’ere allermest: »Jeg hører, hvad du siger«, »spille hinanden gode« og den slags banaliteter.
Men da der kun var 19 vendinger på listen, og da jeg selv er en slags djøf’er (af uddannelse i hvert fald), vil jeg i dag gerne tilføje en 20. og sidste og ualmindeligt djøfagtig vending, som Danmarks nye landstræner Brian Riemer gentog cirka 4.000 gange i går: »at mærke efter i maven«.

Jeg hører, hvad du siger, Riemer. Men sådan spiller vi altså ikke hinanden gode.
Velkommen til ugens sidste nyhedsbrev.
1. Andelsmark
Jeg havde egentlig en idé om, at reklamebranchen havde tabt lidt momentum siden de glade Mad Men-dage. Men nu viser det sig, at energiselskabet Andel med en enkelt biografreklame har givet SFeren Jacob Mark så mange kuldegysninger, at han til sidst var nødt til at søge job hos dem.
Det skriver han på Facebook over et billede af en bondegård med syv vindmøller i baggrunden. »Det er på tide at ændre billedet af dansk idyl, hvis vi vil bevare den,« som det lyder i reklamen, der altså udløste alle de kuldegysninger hos den kommende ekspolitiker.

Lige præcis på Marks egen bondegård skal der dog ikke rejses vindmøller og solceller. Han vil i stedet »eksperimentere med vild natur«, skriver han.
Idyllisk.
2. Donald Hitler
Så kom det endelig, Hitler-kortet! Den amerikanske valgkamp har som altid mæsket sig i alverdens modbydeligheder, og den slags ender jo ofte med, at nogen til sidst råber »Hitler!«.
De seneste dage har stort set alle større amerikanske medier (MSNBC, CNN, CBS, The New York Times, The Atlantic ...) kørt historier om, at Donald Trump på et tidspunkt i Det Hvide Hus skulle have sagt, at han »har brug for den slags generaler, som Hitler havde« – og at »Hitler gjorde nogle gode ting«.
Det har selvfølgelig fået Kamala Harris til at advare mod sin modkandidat: »Det er dybt bekymrende og utrolig farligt, at Donald Trump vil påberåbe sig Adolf Hitler, manden, der er ansvarlig for seks millioner jøders og hundredtusindvis af amerikaners død,« sagde hun i en kort tale onsdag.

Det er umiddelbart svært at være uenig.
Men hos mediet UnHerd gør man opmærksom på en nyere måling fra svingstaten Pennsylvania, som viser, at lige netop budskabet om, at Trump er en trussel mod demokratiet, er det, der vækker mindst genklang hos vælgerne, især i arbejderklassen: »Virkeligheden er, at de fleste har besluttet sig for, at de godt kan lide eller tolerere de her ting, fordi Trump ifølge deres overbevisning i det mindste er bedre end Clinton eller Joe Biden eller Kamala Harris,« skriver mediet.
Det må alligevel være hårdt at tabe en popularitetskonkurrence til Hitler.
3. Verdens mindste nyhed
»Forbrugerrådet finder problematiske stoffer i legetøj fra danskernes favorit-butikker,« skriver Danmarks Radio.
Det drejer sig om de amerikanske platforme Amazon og Wish og de kinesiske pendanter Shein og Temu, hvor man lige nu blandt andet kan købe en såkaldt »tåseparator« i blød gel til 3,16 kroner.
Alle steder har man fundet sundhedsskadelige ftalater i plasticlegetøj, som de kære små jo har det med at putte i munden.

Direktøren for Forbrugerrådet erklærer sig »chokeret«. Og hvem skulle også have gættet, at der kunne være noget lorent ved at sted, hvor man kan købe en »61-tommer oppustelig humanoid dukke« til bare 30,87 kroner?
Det var alt for denne gang. I næste uge overtager Mads Staghøj (som i dagens avis har lavet et helt utroligt godt interview med skuespilleren Jeremy Strong) nyhedsbrevsstafetten.
Selv sætter jeg mig i værtsstolen på vores daglige podcast Avistid, hvor vi de næste to uger vil fokusere på det amerikanske valg. Så hvis der sidder en læser derude, som har en god idé eller et skarpt spørgsmål – eller mener, at vi i medierne overser noget fuldstændig – så tøv ikke med at sende mig en mail på narv@weekendavisen.dk. Det vil være en kæmpe hjælp.
God weekend!
Venlig hilsen
Nikolaj Arve
Del:
