Dagen ifølge Marta Sørensen

Godmorgen og velkommen til næstsidste udgave af mit daglige nyhedsbrev med tre ting, som jeg går op i for tiden. For nytilkomne kan jeg sige, at linjen er nogenlunde munter og fri for geopolitik, så hvis man læser mine mails samt The Economist, er man helt utrolig godt dækket ind.

Jeg kunne også have nævnt Tipsbladet, men det er slut nu, i hvert fald på print. Min kollega Joakim Jakobsen har skrevet en smuk nekrolog over fodboldmagasinet, der fik mig til at tænke på min egen dannelse udi tryksager. Min søgen efter det britiske filmmagasin Empire i Brønderslevs dengang utrolig velforsynede banegårdskiosk, min næsegruse beundring for de, set i bakspejlet, ret drengerøvede anmeldere. 

Alt med Star Wars elskede de, ligesom en god instruktør kun kunne være en mandlig instruktør. Suk, alle helte falmer under tidsåndens lysstofrør.

1. Joni Mitchell lyver aldrig

Eller gør de? Jeg krydser fingre for, at i hvert fald Joni Mitchell klarer sig godt, når hun på søndag skal optræde til Grammy Awards. Den 80-årige sanger og sangskriver har ellers kun været på scenen ganske få gange, siden hun i 2015 fik en hjerneblødning og måtte lære at spille guitar forfra.

Selv har jeg lyttet til Joni Mitchell, siden jeg så scenen i Love Actually, hvor Emma Thompson indser sin mands lurvethed, mens den dybe og langsomme version af »Both Sides Now« kører i baggrunden. Joni Mitchell lyver aldrig, som Janet Jackson sagde i sit cover af »Big Yellow Taxi«, og det er sandt.

Hør for eksempel denne opsummering af menneskelivet i sidste vers af »Both Sides Now«, både præcist og evigt: »Tears and fears and feeling proud/ To say, 'I love you' right out loud/ Dreams and schemes and circus crowds/ I've looked at life that way/ Oh, but now old friends they're acting strange/ And they shake their heads and they tell me that I've changed/ Well something's lost, but something's gained/ In living every day.«

Helt rimeligt synes jeg ikke, det er, at Bob Dylan fik den Nobelpris i litteratur, når nu Mitchell på tre-fire vers klarer, hvad Dylan skal bruge otte-ni minutter og en uendeligt lang rolleliste på; jeg slog lige teksten op til »Desolation Row«, og det er jo en banegård af udmattende referencer.

Læs i stedet (eller endnu bedre: hør!) Joni Mitchells »Come in from the Cold«, en fuldendt gennemgang af, hvad mennesker gør og bilder sig selv ind for ikke at føle sig ensomme. »Freely I slaved away for something better/ And I was bought and sold/ And all I ever wanted/ Was just to come in from the cold,« synger hun om længslen efter anerkendelse og ønsket om at komme ind i varmen.

2. Fra Malmø til Haparanda

Apropos varme (bemærk den sømløse overgang) tog kong Frederik til Polen i går på sit første officielle udlandsbesøg som regent. Tre dage skal han være en del af et erhvervsfremstød med fokus på klima. 

Emnet har interesseret kongen i mange år, mens hans mor har været lidt mere, skal vi sige, skeptisk over for den globale opvarmning, som mine kolleger Pernille Stensgaard og Synne Rifbjerg nævner i deres portræt af Frederik. Skamme sig over at flyve burde man i hvert fald ikke, sagde dronningen i 2019 til svenske Expressen, især ikke med tanke på afstandene i Sverige. 

»Man kan jo ikke køre i trillebør fra Malmø til Haparanda (der ligger på grænsen til Finland, red.),« som hun sagde, og her må jeg, der flyver en del indenrigs, erklære mig enig. Trillebøren er svær, især med små børn.

Faktisk minder Dronningen med sine udtalelser lidt om Polens præsident, Andrzej Duda, som kong Frederik mødtes med i Warszawa. I april 2013 tweetede Duda, at »når jeg tænker på, at vi betaler for ‘den globale opvarmning’, og jeg så ser ud ad vinduet, er jeg ved at få et hjertestop«. (Der var meget koldt det forår).

Nu er jeg urimelig, Duda har skam for længst anerkendt klimaforandringernes eksistens, men der er ingen tvivl om, at han er noget mindre vild med at nedsætte CO₂-udledninger end sin politiske modstander, premierminister Donald Tusk. Dog indtager Duda (og Dronningen) faktisk et mindretalssynspunkt; langt de fleste polakker tror på og tager klimaforandringerne seriøst.

3. Babyhaj du du du du du du

Alle, der har børn, kender formentlig »Baby Shark«, den urimeligt populære sang om en, ja, babyhaj, der har en »mommy shark« og en »daddy shark« og så videre. Nu har en noget mindre irriterende hajbaby set offentlighedens lys, nemlig – måske! – en nyfødt unge af arten hvid haj, der tilsyneladende ryster fostervand af sig, mens den svømmer rundt uden for Californiens kyst.

Hajen blev fanget på kamera af filmskaberen Carlos Gauna og biologen Phillip Sternes allerede i juli sidste år, men nu har parret udgivet en artikel om deres opdagelse, der vækker begejstring hos andre hajeksperter. For selvom mange har set en voksen hvidhaj, har ingen hidtil kunnet finde en nyfødt af slagsen. Og det betyder, ifølge Guana, »god PR for hajer«. 

Og når man ser ungen plaske fredeligt rundt, måske med lidt stemningsfuld musik i baggrunden, kan jeg da godt se, hvad han mener. På den anden side er hvidhajen langt den mest aggressive af alle hajer; for eksempel bed en hvidhaj sidste år hovedet af en stakkels mand i Mexico.

Nå, bare rolig, det sker ikke i Danmark. Vi kan højst risikere en langsom sjælelig død, hvis vi skal høre »Baby Shark« én gang til.

Oceaniske hilsner

Marta Sørensen