Dagen ifølge Mads Staghøj 

Godformiddag!

I den her uge har jeg været hård ved internettet. Jeg har skrevet om de løsninger, vi tyr til for at fjerne os fra skærmen – og bedt Dem om at sende forslag til teknologikritiske miljøer, jeg burde dykke ned i.

I aftes sendte læseren Johannes mig en idé på mail, som han garanteret hellere ville have formuleret med sin Montblanc: Fyldepennen får nemlig et comeback! Der findes åbenbart miljøer, som dyrker fyldepennens, blækkets og papirets glæder, og det gælder både unge og gamle.

»Jeg tror, det er en modgift mod det flygtige, hæsblæsende hverdagsliv, som middelklassen rundt i verden lader sig slide ned af,« som Johannes skriver.

Måske har han en pointe. For henved hver anden dansker drømmer om at sænke sin skærmtid. Og nu viser en ny stor undersøgelse af vores medievaner, at vi skruer ned for de sociale medier. Betyder det, at vi begynder at læse flere bøger, kunne det passende være Mathilde Walter Clarks litterære blik på minksagen, Det blinde øje, der ifølge vores anmelder burde indstilles til Cavlingprisen. I stedet blev det til Weekendavisens Litteraturpris, som blev uddelt i aftes.

Mink og medievaner er to af de tre historier, som optager mig allermest i dag:

1. »Hallo, det er dyr!«

I onsdags fik jeg en mail, der minder om minkens fascinerende potentiale som omdrejningspunkt for vrede mod magthaverne: »Minksagen – hvor blev den opgravede jord gemt?« stod der bare i emnefeltet. Også i 2024 holder de døde rovdyr mistillid til staten i live. 

Og minken genopstår også som hovedkarakter i stor litteratur. Når Mathilde Walter Clark i aftes vandt Weekendavisens Litteraturpris, er det, fordi »hun genindskriver dyrene i vores fælles historie, så ingen fremover vil kunne beskæftige sig med minksagen uden at inddrage hendes bog«, som litteraturredaktør David Jacobsen Turner skriver på lederplads.

»Hallo, det er dyr! Vi er også dyr!« opsummerer Pernille Stensgaard bogens hovedpointe i sit interview med prisvinderen: Minksagen viser os, at vi bør tage dyrene seriøst igen – og behandle dem som ligeværdige. Det gør vi ikke lige nu. Men prisvinderen selv er positivt stemt:

»Hvad kan der ikke ske, hvis vi begynder at tale om dyr som dyr,« som hun sagde i sin takketale i aftes, da hun modtog prisen. »For det vil jeg gerne sige 17 millioner tak.«

2. Bye bye TikTok

Skærme har et seriøst dårligt rygte. Det samme kan siges om sociale medier. Og her i avisen lavede vi sidste år en undersøgelse, der viste, at næsten halvdelen af os synes, vi bruger for meget tid på vores smartphones og andre skærme. Hver fjerde var bekymret for sit helbred. Nu tyder noget på, at vi i hvert fald gør noget ved vores brug af sociale medier. DRs årlige rapport om danskernes medievaner viser nemlig, at flere af os skruer ned for dem.

Især Facebook er i problemer. 59 procent af danskerne er dagligt på det sociale medie, og det er et fald på ni procentpoint fra 2021. Mange af de unge gider virkelig ikke Mark Zuckerbergs hjertebarn: Sidste år dykkede andelen af de 15-24 årige, der er på Facebook dagligt, til 47 procent fra 69 året inden. Mest overraskende er det, at samme målgruppe i stigende grad fravælger TikTok.

Men det betyder langtfra, at ungdommen er ved at forvandle sig til teknologikritiske frontløbere som den her gruppe teenagere fra New York, som har skiftet deres smartphones ud med gammeldags klaptelefoner og holder møder i det fri. 95 procent af de danske unge besøger stadig de sociale medier hver dag.

3. Tidens store samtaledræber

Da den unge ukrainske historiker og forfatter Olesya Khromeychuk var til bogforum i Lviv lørdag den 7. oktober sidste år, løb hun ind i en gruppe journalister, der var ved at tjekke ud af deres hotel før tid. De måtte forlade eventet for at haste til Mellemøsten, hvor Hamas netop havde udført terrorangrebet mod Israel, skriver Khromeychuk i et essay i The Guardian, hvor hun indvier læseren i sin slidsomme kamp for at forhindre verden i at glemme Ukraine.

Krigen i Mellemøsten har ikke just hjulpet på den fatigue omkring Ukraine, som mange i Vesten føler. I sit bundærlige essay fortæller Khromeychuk om, hvordan hun selv bliver presset til at tale om mere opbyggelige og inspirerende vinkler på krigen. Folk vil høre om fred, genopbygning og forsoning.

»En krig uden nogen ende i sigte er en samtaledræber,« som hun skriver. På den storpolitiske scene arbejder den britiske regering intenst på at overtale de vaklende amerikanerne til at blive ved med at poste penge i krigsindsatsen.

»This is no time to go wobbly,« som Margaret Thatcher engang sagde til George Bush, da Saddam Hussein invaderede Kuwait.

I min notesbog …

Samler jeg ingredienser til den gode tekst. Måske er det, fordi min kæreste lige er flyttet ind og har taget en kæmpestor røremaskine med sig, som rumler på køkkenbordet som en kampvogn i tomgang, men for tiden er jeg optaget af kokke, der kan skrive.

Jeg er vild med køkkenuniverset, fordi det er hyperkonkret og sanseligt. Nogle kokke skriver befriende uprætentiøst om deres metier. Nu er jeg halvvejs igennem en slidt paperbackudgave af Anthony Bourdain’s Kitchen Confidential (2000), hvor den nu afdøde kok fortæller om the dos and dont’s på New Yorks beskidte restaurantscene i 1980erne. Om heroinafhængighed, sløj hygiejne, vigtigheden af at møde til tiden – og om at smage sin sauce til med smør.

Man kunne indvende, at Bourdain føjer til den myte om rock’n’roll-kokken, der er blevet »holdt i live på en idiotisk måde«, som vores madanmelder, Martin Kongstad, fortalte mig om for nylig. Men jeg kan stadig ikke slippe Anthony Bourdains beskrivelse af den lykkefølelse, han oplevede, da han smagte sin første østers.

Vi slutter af i et fransk bageri. Ugen igennem har jeg anbefalet artikler, hvor skribenten går til værks som etnograf, og i dag skal vi med kok og forfatter Bill Buford i voksenlære i et fransk baguettebageri i Lyon. Buford fortæller den rørende fortælling om brød, mel og sin læremester, Bob. Her er i øvrigt en video af Bill Buford, der laver bacon og æg – på en meget fransk måde.

Det var det sidste nyhedsbrev fra mig i den her omgang. I næste uge har min kollega Marta Sørensen tjansen. Tak for at læse med og god weekend!

Mads Staghøj