Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

En kvik reporter på DR har undret sig over, hvordan »kommunefarvet« egentlig ser ud. I anledning af kommunalvalget har han søgt svar hos Camilla Hegelund Jacobsen, ejeren af Sydfyns Farvehandel, og hun vurderer, at farvekoden 3005-Y20R er den, der kommer tættest på.

»Det er jo sådan en lidt gråbrun mellemnuance, måske en lidt død lysebrun,« siger hun

En poetisk beskrivelse af den livsdrænende organisme, der er det danske lokaldemokrati. 

Velkommen til nyhedsbrevet mandag.

Nyhedsbrev: Dagen ifølge

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

1. Henrik Sass Larsen tildelt politiker-førtidspension

Folketingets Præsidium har bevilget en særlig førtidspension for tidligere folketingsmedlemmer til Henrik Sass Larsen. Det erfarer Ekstra Bladet.

Henrik Sass Larsen søgte om førtidspensionen i forbindelse med retssagen, hvor han i august måned blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for besiddelse af overgrebsmateriale mod børn. I retten læste hans forsvarer højt af en psykiatrisk erklæring, der argumenterede for, at han havde svært ved at varetage et arbejde. Ekstra Bladet opsummerede dele af helbredserklæringen således

»Henrik Sass Larsen er depressiv, bliver medicineret og holder sig meget for sig selv, efter at det kom frem i offentligheden, at han er tiltalt i en straffesag om overgrebsmateriale mod børn.« 

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix
Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Det manglede da bare. Selvfølgelig tærer det på kræfterne at downloade over 8.500 overgrebsfiler på det mørke net, forsøge at skaffe sig af med bevismateriale og nægte at samarbejde med politiet ved ikke at låse sine bærbare computere op. Nu må det simpelthen være Henriks tur. 

2. Flere i kø til overskudsmad

De stigende fødevarepriser får flere til at hente mad, der er blevet kasseret af supermarkederne eller nærmer sig sidste salgsdato. Politiken har besøgt organisationen Stop Spild Lokalt, og her er de fleste kunder kontanthjælpsmodtagere og fleksjobbere samt folke- og førtidspensionister. Bente Larsen, der er på seniorpension, siger:

»Vi spiste ikke ret meget kød i forvejen, men nu spiser vi endnu mindre.«

Arkivfoto: Ida Marie Odgaard, Scanpix
Arkivfoto: Ida Marie Odgaard, Scanpix

Patrick Moyale, der er fra Congo og har ni børn, er også økonomisk presset.

»Det er ikke til at holde ud at kigge på priserne, når man går ind i supermarkedet. Oksekød især. Jeg har ikke penge til det. Jeg kan ikke købe det.« 

Det lyder selvfølgelig trist. I det mindste kan hans ni børn trøste sig med, at De Radikale nu bliver glade over, at der bliver spist mindre kød.

3. Statsministerens sikkerhedsplaner lå på nettet

Igennem flere måneder har fortrolige oplysninger om Mette Frederiksens sommerhus ligget tilgængelige på hjemmesiden for Vordingborg Kommune. Jyllands-Posten har med vilje undladt at beskrive detaljerne, men oplysningerne rummede blandt andet, hvilke sikkerhedsforanstaltninger der er gjort på grunden, og tegninger af deres præcise placering på matriklen.

I en skriftlig udtalelse forklarer Vordingborg Kommune, at den blot har fulgt gældende lovgivning i forbindelse med en offentlig godkendelsesproces.

»Jævnfør planloven skal en landzonetilladelse offentliggøres,« lyder det fra kommunen. 

Hvis nogen opfinder en måde at kunne omsætte den samlede danske kommunallovgivning til våben, ville det danske forsvar være oprustet til ukendelighed i løbet af en formiddag. 

Venlig hilsen
Leny Malacinski