Dagen ifølge Laura Hattens

Så er det i dag, den kulturelle elite valfarter mod Heartland Festival på naturskønne Egeskov på Fyn. Magteliten derimod er på vej til Bornholm, hvor årets Folkemøde netop er begyndt.

Nogle må blive på pinden og holde hjulene i gang.

Således kommer her dagens tre historier.

1. Folkemødets sceneshow

Det vil være en underdrivelse at sige, at Folkemødet kom uheldigt fra start. Da foreningens direktør Peter Christiansen sidst i maj opfordrede arrangører til at invitere Palæstina-aktivister på scenen og give dem taletid på årets Folkemøde, haglede kritikken ned fra flere partier.

Socialdemokratiets Benny Engelbrecht meldte sågar ud til Berlingske, at han ville blive hjemme, fordi Folkemødet med udmeldingen nærmest inviterede aktivister til at komme og smadre debatterne. Han mente i øvrigt, at foreningens bestyrelse skulle overveje, om de egentlig har den rigtige mand ved roret. 

Ét er at skyde sig selv i foden, noget andet er at sønderbombe hele det ben, man står på. Hvis de politikere, hele mødet er baseret på at sætte i kontakt med borgerne, bliver for trætte af Folkemødet, vil hele dets eksistensgrundlag smuldre.

Så Folkemødet ændrede selvfølgelig kurs: Nu var afbrydende demonstranter alligevel ikke velkomne, lød det. Forslagene til sceneinvitationer og dialog fremgår ikke desto mindre stadig af hjemmesiden. Nu tilsat nye ideer til arrangørerne: »For eksempel kan I opfordre publikum til at synge en sang, som er nem og neutral.«

Dét skal nok virke.

2. Kirkerup-kompleksets komplekser

I dag skal også syv vidner afgive forklaring i Kirkerup-sagen.

I sidste uge vidnede dna-forsker Eske Willerslev om en undersøgelse fra Center for Geogenetik, der viser, at der på Emilie Mengs jeans var spor af tiltaltes eller en af hans nære slægtninges dna – modsat hvad politiets egne teknikere ellers er nået frem til. Når vi inviterer nye videnskabelige metoder ind i retssalene, kræver det et særligt kritisk blik, skrev min kollega Anders Boas i den forbindelse i en læseværdig kommentar: Vi må acceptere, at vi i samme åndedrag inviterer usikkerheden og tvivlen ind.

Det har på det seneste været til debat, om medierne går for langt i deres gerningsbeskrivelser i iveren for at mætte samfundets glubende sult efter true crime. For hvem – foruden de dommere, der skal vurdere forbrydelsen – har egentlig brug for at vide, præcis med hvilke remedier en ung kvinde lå bagbundet på en seng, spurgte eksempelvis podcastvært Esben Bjerre i DR-programmet Genstart i søndags. Lad i det mindste være med at foregive, at detaljerne har samfundsrelevans – indrøm, at det handler om kliks, var hans budskab.

Som journalist og jurist er det et dilemma, jeg selv tænker meget over i øjeblikket. Og jeg er splittet. Principperne om åbenhed i retsplejen eksisterer for at sikre samfundets tillid til retssystemet, så vi kan se med og forholde os kritisk til domstolenes arbejde og praksis. Mediedækning kan være med til at hindre spekulation – og måske også til tider gøre os mere trygge ved at forvisse os om, at gerningsmænd af en sådan kaliber trods alt er undtagelsen.

Men omvendt er åbenhedsprincipperne skabt i en tid, hvor man ikke med et enkelt klik kunne sende detaljer om et voldtaget barn ud til hele verden. I min optik må det være mediernes vigtige opgave – særligt i tilfælde af mindreårige ofre – at sørge for, at detaljer, der alene tilføjer ekstra farver til de grumme billeder, vi allerede ser for os, kun deles med dem, der faktisk skal bruge dem til noget.

3. Rottemandens hævn

Nu til noget helt andet. Intet kan sammenlignes med den bittersøde eftersmag, der følger af at få at vide, at man er »lækker, men på en ukonventionel måde«. Tak – for den indirekte sviner?

Netop dén følelse går tidens mandlige sexsymboler formentlig rundt med, for Generation Z vil have en ny type mand, og han skal meget gerne ligne en mus.

The rodent man kaldes fænomenet, også kendt som sexy rat boyfriend: manden med et spidst, kantet ansigt, fremtrædende ører, slank frem for muskuløs. Ofte små, let stikkende øjne. Hypen begyndte ifølge The New York Times Styles, da internettet blev enige om, at Challengers-stjernerne Mike Faist og Josh O’Connor oser af sex på en sær, menneskelig Stuart Little-agtig måde, men tænk også The Bear-stjernen Jeremy Allen White og Barry Keoghan fra Saltburn.

Det startede med besættelsen af dad bods, så kom short kings, og senest skulle det hele være ugly hot. Hvorfor er grimme idealer pludselig blevet idealet?

»Der er noget ved deres ikkestereotypisk maskuline træk, der får kvinder til at føle sig trygge,« lyder et bud fra det adspurgte panel af journalister fra avisen. Ifølge en anden analyse skal besættelsen tolkes som en modreaktion på internettets filtre og AI-genererede ansigter: »We want people to look real,« lyder det.

Trenden er ifølge panelet forbipasserende, så gnavere derude opfordres hermed til at udnytte deres momentum. Rådet til søgende singler må derfor også være at komme ud over stepperne – man kunne jo være heldig at få en rotte i fælden.

Det var alt for i dag. Hvis ikke – skriv da til mig på lsha@weekendavisen.dk.

Venlig hilsen

Laura Hattens

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.