Dagen ifølge Jeppe Bentzen

Velkommen til en onsdag, der handler om alt det, der samler os om ligesindede og splitter os fra resten – i provinsen, i Danmark og i Europa.

Ja, jeg beklager den iltre stemning, men sådan ser de fleste dage altså ud fra min udkigspost her i Budapest, Ungarns og Orbáns hovedstad. Her er alt politisk, især det private. Til gengæld er der garanti for dramatik.

Vi begynder med det helt nære:

1. Mads Fuglede ved man, hvor man har

Der, hvor jeg kommer fra, er kødbuffeten på Restaurant Flammen et knudepunkt.

På kædens 17 restauranter samles store grupper af folk, som de er flest, om en bastant buffet, man ikke kan fravælge. Menuens eneste servering er overvældende og næppe rentabel at kaste sig over, hvis man går efter med et regneark – men det gør man ikke. Ikke ude i det opdyrkede Danmark. 

På de egne er Flammen lig fællesskab og fast grund under fødderne. Nærkultur. 

I buffetens kø finder man altid »minimum 15 slags kød« og mindst tre bekendte at sludre med. Noget og nogle, man kender. Så længe kødklosteret findes, er det fint med veganske alternativer, og hvad har vi. Men skulle Flammen blive lukningstruet, ville man se det som en varsel. Så var der grund til bekymring.

I den forstand deler Flammen skæbne med det danske landbrug.

Sammenfaldet slog mig for et par dage siden, da Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, i en konkurrence på sociale medier udlovede en aften på Flammen i hendes selskab.

Præmien trækkes blandt alle, der påklistrer et skilt med teksten NEJ TAK TIL EN CO₂-AFGIFT på deres bil eller traktor.

Få folkevalgte forstår deres målgruppe så indgående som Støjberg – hun har det, vi på Weekendavisen har kaldt Ingerspidsfornemmelse. Hun behøver hverken forklare sit valg af Flammen eller sit forsvar for landbruget – begge dele siger sig selv.

Det gør derfor også hendes modstand mod den CO₂-afgift, som regeringen inklusive Venstre vil påføre landbruget. Af hensyn til klimaet og fremtiden, siger Venstre – og på bekostning af en kulturelt set vigtigere bundlinje, svarer Støjberg.

Det er forskellen på Danmarksdemokraterne og Venstre – og det var, hvad Mads Fuglede tog konsekvensen af i går. Den nu forhenværende Venstre-mand fra Ringkøbing-Skjern i Vestjylland har taget sit mandat med om i buffetkøen med Inger og de andre. Der ved man, hvor man har ham, som Venstres partislogan engang lød. 

I dag er det gamle bondeparti gået a la carte. 

Eller, som Fuglede sagde til DR i går, partiet har »udviklet sig og bevæget sig et andet sted hen«. 

Også løsgænger Kim Edberg, tidligere Nye Borgerlige, meldte sig ind hos Danmarksdemokraterne i går. Med 16 mandater er partiet nu tredjestørst på tinge. SVM-regeringens flertal afhænger nu af de nordatlantiske mandater og løsgænger Jon Stephensens fortsatte støtte.

2. Ingen undslipper landmændenes vrede

At landbruget evner at skabe politisk opbrud og nye alliancer, har det meste af Europa erfaret i år.

I flere hovedstæder har landmænd i månedsvis protesteret over afgifter og miljøkrav – og over at ukrainske landmænd kan eksportere deres afgrøder til EU toldfrit.

Denne midlertidige tilladelse var tænkt som en hjælp til Ukraines krigsramte industri. Men samtidig tager hjælpen »brødet ud af munden« på polske landmænd, mener de selv, som Ole Nyeng skrev i sidste uges avis.

I aftes kunne Politico fortælle, at ikke kun Polens premierminister Tusk, men også Frankrigs præsident Macron vil genetablere visse restriktioner på import fra Ukraine.

Her til morgen annoncerer EU-parlamentet så en »nødbremse« for at give medlemslandene mulighed for at genindføre told på »særligt sensitive« produkter såsom æg, gryn, majs og honning. Kommissionen kan samtidig »genindføre alle indgreb, den finder nødvendigt«, hvis importen af ukrainske produkter har »negative konsekvenser« for enkelte medlemslandes markeder.

3. Slovakiets illiberale kurs 

Næst efter Polen må Slovakiet være det medlemsland, hvor flest har protesteret over Ukraines konkurrencevilkår. Lastbiler har blokeret grænsen til landets krigsramte nabo siden efteråret.

Men det er langtfra den mest dramatiske nyhed fra Slovakiet.

I dag nedlægges landets uafhængige specialanklager. En offentlig myndighed, der i 20 år har varetaget Slovakiets største korruptionsanklager. Dem har der været en del af siden kommunismens fald, blandt andet mod folk fra landets premierminister, Robert Ficos, inderste kreds.

Oppositionen ser derfor Ficos beslutning om at lukke myndigheden som en måde, hvorpå han kan beskytte sig selv – og som endnu et tegn på, at hans parti, SMER, trækker Slovakiet i samme illiberale retning, som hans nære allierede Viktor Orbán har gjort i nabolandet Ungarn.

Et andet tegn så man i sidste uge, da regeringen fremlagde en plan for at begrænse pressefriheden ved at nationalisere landets public service-kanal, RTVS.

Den udvikling er der mange, der frygter. Og andre, der nærer sig ved. På lørdag er der nemlig præsidentvalg i Slovakiet, og her fører Ficos kandidat fra koalitionspartiet Hlas, Peter Pellegrini, de fleste meningsmålinger. Han er allerede formand for Parlamentet.

I sidste uge sad jeg til et møde her i Budapest, i en underjordisk grotte ved foden af Budaslottet, og hørte Orbáns nærmeste rådgiver glæde sig over, at Slovakiet endelig er på rette vej.

Og så er vi tilbage ved start: Alt er politisk heromkring – og for hver dag der går, bliver der mindre at gøre ved det.

Således opmuntret.

Med venlig hilsen
Jeppe Bentzen

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.