Dagen ifølge Christoffer Zieler

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere, og tilmeld Dem her.

Kære læser

Den japanske organisation Nihon Hidankyo får Nobels Fredspris i år. Ifølge priskomiteen for at medvirke til at indstifte det tabu imod at bruge atomvåben i krig, som har været alment accepteret siden Anden Verdenskrig, og som forhåbentlig holder Putins regeringstid ud.

Ofte gives prisen ellers til skurke som Henry Kissinger (1973) og Yassir Arafat (1994), der fik deres nobelpriser for først at skabe ulykke og ufred og så bagefter foregive, at de nu gik ind for fred. Det er nok den smarteste måde at få den pris på, slå en masse mennesker ihjel, sådan at hele verden bare ønsker, det skal høre op, og hold så op igen, i hvert fald for en stund. Ding! Så er der Nobel.

Barack Obama modtog prisen uden at have gjort hverken godt eller ondt, men for at virke rigtig lovende, i 2009, men det er den svære måde at få den på.

Vanen tro var en række af verdens mest elendige organisationer og personer som UNRWA, Elon Musk og Donald Trump nomineret til Fredsprisen.

1. Klassesamfundet Danmark

Spørgsmålet om sociale klasser – hvem der befinder sig i hvilken klasse, og hvordan man kan rykke en klasse op eller tumle til bunds i underklassen – er et endeløst spændende tema i verdenskunsten.

Men ser man bort fra kongehuset og indvandrerne i deres blokke, kan Danmark godt forekomme konturløst, rent socialt. Vi har naturligvis en økonomisk overklasse af superrige, men forekommer de ikke mestendels lidt latterlige med deres privatfly og hobbyheste? Rig ville man jo gerne være, men de rige i Danmark ligner bare almindelige fjolser. De har cirka samme smag og uvaner som middelklassen, blot råd til at være endnu mere middelklasseagtige med bredere biler i dybere carporte og tykkere tagsten på deres smagløse huse. De rige definerer ikke, hvordan »man« gebærder sig i Danmark, og derfor lever de ikke rigtig op til betegnelsen overklasse.

Men hvad så med den klasse af kulturelt indflydelsesrige mennesker, som Mads Staghøj beskriver i sin artikel om Bernadotteskolen i denne uges avis? Ja, her bliver det straks mere lumsk og spændende! På denne skole lidt uden for København indpodes en udvalgt skare med det frimodige og legende værdisæt, som i årtier er strålet os i møde fra tv-skærme og radioer, scener, lærreder og avissider. Her skabes en kreativ overklasse; og det er deres værdisæt, danskerne bader i – og hader i.

Spørgsmålet, som Mads Staghøj stiller sig selv, er: Skal min søn være en del af denne Bernadotte-skabte overklasse? Læs historien i ugens avis eller her (og nyd Simon Væths fine illustrationer; han vandt prisen som årets bladtegner i år).

PS: Her til morgen har jeg opfundet en variant af amagermaden, hvor man lægger en halv surdejsbolle med danbo sammen med en hårdt bagt kanelsnurre fra Meyers. Den kalder vi en bernadottemad.

2. Taxi Driver

Charmen ved Elon Musk var den henkastede måde, hvormed han præsenterede os for fremtiden. Når han talte fra scenen ved sine produktlanceringer, forekom manden altid lige at være vandret distræt ud fra et møde – med investorer, ingeniører eller en pose osterejer – for så at improvisere et par sætninger i et dagligdags sprog om de biler, raketter, robotter, som i kommende årtier skal befolke og forandre planeten totalt. Jeg synes, det var uimodståeligt. Plus: Han var kæreste med musikeren Grimes.

De senere år har Musk imidlertid viet sin energi til at agitere for trumpisme på X, producere babyer som en form for amokløben sæddonor for at modvirke et befolkningsfald og (næsten værst) køre X i sænk som forretning. Amerikanske medier mener, at det sociale medie har tabt 80 procent af sin værdi, siden Musk købte det og fyrede en stor del af de ansatte. Forleden kronede Musk sin nye karriere som fæhoved ved at hoppe rundt med blottet maveskind på et podie bag ekspræsident Trump iført sort MAGA-hat. Selv hvis støtten ikke er reel, og Musk for sine forretningers skyld blot håber at være på det vindende hold efter det amerikanske valg, ser det stadig dumt ud.

I nat præsenterede Elon Musk så sit bilfirma Teslas nye satsning, hvorpå virksomhedens fremtid og nuværende høje aktieværdi baserer sig. Det kommende produkt er en flåde af robottaxaer, der med tiden skal overflødiggøre privatbilisme og løse verdens trængselsproblemer. »Det bliver en overflødighedens tidsalder,« proklamerede Musk.

Alt var stort. Et filmstudie, nej en veritabel filmby, var lejet og indrettet; elektronisk musik dunkede, robotter serverede drinks, og et halvt hundrede af Elons små grå robottaxaer tøffede rundt og gav ture til de indbudte journalister, investorer og sykofanter. Der var også en selvkørende taxabus med hvide sæder.

Alligevel virkede det hele dåseagtigt og undervældende. Ikke fordi taxaerne var grimme, hvilket de var, eller fordi robotterne virkede klodsede, hvilket de gjorde – for fremtiden kan godt være overbevisende uden at være smuk; nej, Elon Musks taxashow var en fuser, fordi Elon Musk var dets vært. Hans afvæbnende charme hvilede på den forudsætning, at man troede på, at han under sin kiksethed var genial. Ikke nødvendigvis godhjertet eller ufarlig (navnet Elon Musk har altid lydt som et ekko af Hugo Drax, raketbyggeren og superskurken fra James Bond-bogen Moonraker), men uomtvisteligt genial.

Det har han nu i flere år arbejdet stålsat for at modbevise, og derfor fremstod han i nat, uden i øvrigt at have ændret sin præsentationsstil, som en uforberedt bøv. Elon Musk: offer for en forældregeneration, der ikke regulerer sine børns skærmtid.

»Og med det ... let's ... æh, party ...« sluttede Musk sin produktlancering, så det gav mindelser om Kendall Roys mindeværdigt æggede 40-års fødselsdag i Succession.

3. Gode børnebøger

Hvad jeg har lavet i denne uge? Tak for at spørge, kære læser. Skrevet om Mira-bøgerne, såmænd. Det er, for de læsere, der ikke kender Mira, en serie tegneserier og bøger om en pige på vej ind i teenagelivet forfattet af Sabine Lemire og tegnet af Rasmus Bregnhøi. Tilsammen udgør de foreløbig ni bind om Mira et moderne hovedværk i dansk børnelitteratur. Man kan jo læse dem med sin lille eller mellemstore unge i efterårsferien, hvis man har én.

Nu har jeg læst Mira, så derfor vil jeg i stedet invitere børnene i biografen for at se Børnene fra Sølvgade, som Katrine Hornstrup Yde anmelder her i avisen, idet hun samtidig gør kritisk status over dansk børnefilmkunsts tilstand.

Jeg har også tegnet en tegneserie til ugens avis. Den er først og fremmest en undskyldning for at lave et Elon Musk-kikset ordspil på sloganet »From the river to the sea« og ordet »sildemad«. Den kan også læses som en pendant til Søren K. Villemoes’ kommentar i denne uge om studenterbevægelsens farlige forelskelse i den palæstinensiske sag.

I næste uge overtager Leny Malacinski nyhedsbrevet.

Fortsat god intifredag!

Venlig hilsen
Christoffer Zieler