Dagen ifølge Christoffer Zieler

Klicheen om »etiske spørgsmål« er, at de er meget, meget svære. 

Almindelige mennesker kan umuligt forstå dem. Der skal et Etisk Råd af følsomme grublere og præster til at tænke etiske spørgsmål igennem, fordi etik er så akademisk og dilemmafyldt.

Sandheden er, at etiske spørgsmål typisk er ret nemme at afgøre, men at det er resultaterne af ens stillingtagen, der kan være pinefulde at skulle leve med, hvorfor man hellere forsøger at undgå at bestemme sig – eventuelt imens man ser klog ud og sukker og siger, at dilemmaerne er åbenlyse.

Jeg vil påstå, at det er sværere for eksempel at skulle vælge mellem en fastelavnsbolle med vaniljecreme eller den med hindbær og chokolade, end at beslutte, om man bør donere sine organer til en, der mangler dem, i en situation, hvor man selv er død.

1. Tag de kolde hænder fra ham, og giv dem til en anden

Nu har regeringen så foreslået en ændring af reglerne om organdonation, der skal bevirke, at lidt flere organer skifter krop. Som der står på Sundhedsministeriets hjemmeside:

»Regeringen foreslår, at den nuværende model for samtykke til organdonation vendes om, så udgangspunktet er, at alle borgere over 18 år potentielt kan blive organdonorer, medmindre de selv fravælger det.«

Spørgsmålet er, påstår jeg, det, man kalder en no-brainer – og man behøver endda pr. definition ikke at leve med konsekvenserne af sit synspunkt. Selv ville jeg regne det for en ære, hvis nogen skulle ønske sig at få installeret min lever, i tilfælde af at jeg fik en skraldebil i nakken. Men hvis en borger ikke vil af med sine organer, er det også en let sag at tilkendegive dette, så vil man forblive intakt i det hinsides. 

Alle registreres ifølge regeringens forslag i donorregistret, hvorefter den enkelte kan give tilsagn til at være donor eller afvise at være det. Eller helt ignorere spørgsmålet, hvorefter de efterladte vil skulle tage stilling.

Ikke alle deler naturligvis min skråsikre støtte til organforslaget. Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, har x'et, at »Mette Frederiksen vil eje din krop«. Han påpeger også, at Etisk Råds medlemmer ikke er tilhængere af regeringens forslag. I Politiken skriver lederskribent Sarah Skarum, at »kroppen er privat, ikke statens reservedelslager«.

Der er noget Charlton Hestonsk over disse krasse formuleringer – mindeværdigt afviste den gamle skuespiller indskrænkninger af amerikanernes ret til at bære skydevåben med ordene om, at eventuelle våben ville skulle vristes »from my cold, dead hands!«. 

Det er fristende at tilføje, at såfremt regeringen får sin vilje, ville staten kunne donere Hestons kolde hænder til en håndløs. Hvis han ikke havde taget stilling – og hvis familien Heston var med på ideen. 

Uden at det skal lyde som en forfladigelse, er det måske hjælpsomt at lade principperne for bortskaffelse af affald informere debatten. 

Det er i dag lovligt at »skralde« de spiselige fødevarer, som et supermarked måtte have kasseret. Men der er grænser. Man må ikke trænge ind på privat område eller bryde aflåste containere op, eller lignende, for at få fingre i det attraktive skrald.

Hvis man er død, er man færdig med sin krop, og man kan være ligeglad med, hvad der sker med den. Men de efterladte er ikke ligeglade. Den efterladtes organer befinder sig, hvis man må blive i metaforen, nu på de efterladtes område, og derfor er det glimrende, at de, som det foreslås af regeringen, får lov at tage stilling til spørgsmålet om donation, hvis den afdøde ikke har gjort det selv.

I Weekendavisen har Klaus Wivel redegjort for sagen i en leder sidste år. Wivel er her radikal tilhænger af, at de levendes behov har forrang for de dødes og de efterladtes. Han skriver:

»Med et aktivt fravalg er det jo stadig op til den enkelte myndige dansker. Nu er det blot sådan, at tavsheden fra dem, der ikke fik bestemt sig eller ikke evnede det, kan komme den organtrængende til gode. Et aktivt fravalg tager hver enkelt af os alvorligt som moralske individer, der er i stand til at træffe væsentlige valg om vores krop og vores medborgeres liv. Vi behandles som voksne mennesker.«

2. Læskedriksælgeren Sir Anthony Hopkins

Det forekommer mig, at amerikanernes store samlende sportsbegivenhed, den amerikanske fodboldligas mesterskabsfinale – Super Bowl – kan sammenlignes relevant med en kogt hummer. 

At indtage sådan en hummer er et stort arbejde, det meste er skaller, saft og kogevand, citronskiver og mayonnaise. En del sprøjter nok op på tøjet.  Samlet ender man med at spise noget, der – selvom det smager godt – kun halvt ville fylde en tændstikæske.

På samme måde kunne Super Bowl vel ses på nogle håndfulde minutter, hvis man skrællede pauserne og den udenoms underholdning fra og alene viste klip, hvor mænd på 120+ kilo tørner sammen i klumpspil over en bold, som ligner en hårdt pumpet lunge.

Af samme årsag handler mange artikler om årets Super Bowl mindre om kampen og mere om det, der blev sendt, når Kansas City Chiefs eller San Francisco 49ers ikke lige oksede sig frem og tilbage med deres lungebold. Her i avisen har Sarah von Essen skrevet om Super Bowl-oplevelsen set fra en Taylor Swift-elskers synsvinkel – idet popstjernen Swift jo er kæreste med Kansas City Chiefs-spilleren Travis Kelce.

Swifts medvirken – blandt publikum – detonerede en kilonova af sammenført berømmelse over Bowlen og fremkaldte sågar spekulationer om, hvorvidt Swift ved at appellere til yngre mennesker med tvivlsom musiksmag kan sikre Joe Biden en valgsejr til efteråret – til trods for, at præsidenten jo ligner et uforklarligt let stykke tørt træ, man finder på en strand.

I podcasten Pivot – om teknologibranchen, amerikansk politik, penge og sladder – handlede gårsdagens episode netop om reklamerne, der sendes under Super Bowl.

Det gik op for mig, at vært Kara Swisher anser disse reklamer for at være væsentlige kulturprodukter i egen ret. Og det er de vel også! Adskillige af reklamerne er befolket af superstjerner fra film, sport, tv, og musik, som mod betaling har valgt at sætte deres personlige image på spil for at sælge – blot for at nævne nogle eksempler – småkager (Kris Jenner) eller mobilabonnementer (Beyoncé) eller læskedrik (Anthony Hopkins) eller donuts (Ben Affleck, Matt Damon og Jennifer Lopez).

Ud over at være spektakulært dyre at producere og få sendt er Super Bowl-reklamer magtfulde udsagn fra verdens mægtigste lands mægtigste virksomheder og brands. De er, kort sagt, reklamekultur, der overstråler den øvrige kultur: total kapitalismeorgasme.

The New York Times rangordner årets bedste Super Bowl-reklamer. (Der var også en reklame for Jesus, som desværre ikke er med på avisens liste).

PS: Jeg ved ikke, om der stadig eksisterer et potentiale for ikoniske megabudgetreklamer på dansk med danske superstjerner, som kan ramme publikum med samme kulturelle punch som de amerikanske Super Bowl-reklamer? Noget med influenceren Cillemouse, der tager 20 kilo på i Tulip-bacon på Instagram og redder sit image, måske? 

3. Skønhedsplejersker

Her til morgen har P1 kunnet oplyse, at mange sygeplejersker fravælger en karriere i det fladmaste sygehusvæsen for i stedet at tjene en højere løn på en dyr, veludluftet og formentlig, modsat Rigshospitalet, stort set skimmelfri skønhedsklinik.

Men hvad – spørger P1 med det, jeg opfatter som en lille undertone af tilbageholdt forargelse – hvad skal samfundet dog gøre, hvis vore sygeplejersker frem for at følge deres kald og pleje de syge hellere vil pumpe filler i mulen på influencere og løfte øjenlåg og rødvinsbryster på Taarbæks forfængeligste Jaguar-mænd?

Jeg kender ikke svaret. Men jeg er heller ikke så forarget. Man må følge sit hjerte, endda hvis man er sygeplejerske (Mette Frederiksen ejer det jo ikke). Skønhedsklinikker er en del af det økonomiske kredsløb, som får menneskeheden til at stå op om morgenen. Her er et link til historien om min egen personlige forfængelighedsrejse inklusive besøg i skønhedsindustrien.

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.