Leder. Regeringen bør se bort fra Etisk Råd og forvandle borgerforslaget om aktiv fravalg af organdonation til lov. De syge må have forrang for de døde.

En hjertesag

DEN har det med at dukke op med få års mellemrum – debatten om organdonation. Årsagen er indlysende og findes i den sorg, der gemmer sig i offentlige tal, og som enhver kan sætte sig ind i. Hvert år dør danskere, mens de venter på et nyt organ; 21 lød tallet på i 2022. Samtidig står det klart, at færre og færre donerer deres organer. Sidste år blev der doneret organer fra 84 danskere efter deres død; 21 færre end i 2021. Det tal er ikke set lavere siden 2014. Det går kort sagt den forkerte vej. Samtidig må talrige vente i måneder, hvis ikke år på at få et nyt organ; en prøvelse for både dem selv og deres pårørende, hvis liv sættes mere eller mindre i stå. 460 danskere ventede sidste år på et organ. Kan man mildne deres pinsler?

DØDE kroppe indeholder som bekendt organer, der, hvis de skæres ud i tide, kan redde de levende. Men skønt vi har diskuteret organdonation i årtier, er der stadig omkring en tredjedel af alle over 15 år, som ikke har taget stilling til, om de vil donere deres organer, når de dør. Derfor lød et borgerforslag, som i sommer fik indsamlet de nødvendige 50.000 underskrifter, at man burde vende princippet bag den danske organdonationsmodel på hovedet. I dag skal man aktivt tilvælge at blive donor. Forslaget lyder, at man for fremtiden aktivt skal fravælge at blive donor. Initiativtageren til forslaget er en far, hvis 15-årige datter mistede livet, mens hun ventede på at få et nyt hjerte.

HJÆLPER det at henvise til, hvordan det meste af Europa forholder sig til organdonation? Tilsyneladende ikke. Her har man ellers indført aktivt fravalg som model. Men som det er blevet kutyme, sendte Folketinget spørgsmålet videre til Etisk Råd, der som så mange gange før med et stort flertal afviste forslaget. Erfaringerne fra udlandet peger på, at der ikke nødvendigvis kommer flere organdonorer ud af at indføre et aktivt fravalg, lød rådets formand, Leif Vestergaard Pedersens begrundelse. Men gør erfaringerne nu også det? I 2020 udkom en fin lille bog, Organdonation, på Aarhus Universitetsforlag skrevet af Andreas Albertsen, lektor i statskundskab på Aarhus Universitet. Her gennemgik han den forskning, som på det tidspunkt havde fundet sted. »Den mest nøgterne konklusion på baggrund af de mest omfattende studier, der fokuserer på udviklingen over tid, er, at lande med aktivt fravalg klarer sig bedre end lande med aktivt tilvalg,« skrev lektoren.

DEN beslutning, Etisk Råd lægger sin vægt bag, er således, at vi bør afvise borgerforslaget, på trods af at det efter alt at dømme kan hjælpe flere danskere og måske redde deres liv. Heri består det smertefulde dilemma. Leif Vestergaard Pedersen har forklaret, at det må være individets ret selv at træffe beslutninger om egen krop, hvilket er vanskeligt at være uenig i. Men hvordan det nye forslag ændrer ved dette fine princip, er svært at se. Med et aktivt fravalg er det jo stadig op til den enkelte myndige dansker. Nu er det blot sådan, at tavsheden fra dem, der ikke fik bestemt sig eller ikke evnede det, kan komme den organtrængende til gode. Et aktivt fravalg tager hver enkelt af os alvorligt som moralske individer, der er i stand til at træffe væsentlige valg om vores krop og vores medborgeres liv. Vi behandles som voksne mennesker.

LEVENDE patienter med behov for et nyt organ bør vi derfor hver især vise den omsorg at vurdere, om vi vil hjælpe, når vi dør. Omsorgen kan vi som bekendt selv få brug for, hvis vi eller vores nærmeste havner i en lignende situation. Der kan være fine, ædle grunde til at lade være at donere sine organer. Men under coronakrisen stod det klart, hvorfor vi har et ansvar for vores medmennesker, og at det indebærer ofre. Et princip må være, at de syge har forrang for de døde. Regeringen bør se bort fra Etisk Råd og forvandle borgerforslaget til lov.