Mandag. Hvordan generationerne er, kulturboykot og en ældgammel TikTok'er. Her er ...

Dagen ifølge Christoffer Zieler

Inspireret af tidligere ugers nyhedsbrevsskribenter vil jeg også gerne invitere Dem, kære læser, ind i den redaktionelle skrivestue. I dette tilfælde beder jeg om input til en tegneserie.

Men først lidt om landet, som alle børn kender, altså USA.

Jeg har forgæves ledt efter scenen, hvor Jim Carrey – i sin rolle som den onde Grev Olaf i filmen A Series of Unfortunate Events – udtaler, at han livet igennem har søgt efter en mentor – »kun for til sidst at indse, at min mentor hele tiden var mig selv!«

Sådan er man vel nødt til at have det, hvis man er typen, der mener at være den bedst egnede af alle til at lede den frie verden som USAs præsident. Et vist mål af selvfølelse skal der til.

1. Forsikringstabellernes uafviselige valgtale

På et eller andet tidspunkt har Joe Biden konkluderet, at han fortsat er det fornuftigste bud på en amerikansk præsident, der findes.

Og måske har han ret. Han formår blot ikke rigtig at få det til at se sådan ud. Stiv, hæs og med rindende øjne ligner og lyder Biden som en mand, der trænger til nogle kortere dage på kontoret, og i USA diskuterer Det Demokratiske Partis støtter, om præsidenten også om et, to eller fem år vil være i stand til at varetage et embede, der arbejdsmæssigt må være lige så krævende som et liv som professionel bryder, bortset fra, at man som præsident forventes at løse verdens mest bøvlede problemer, mens man løber ringen rundt med sine modstandere hævet op over hovedet i strakt arm.

Folk, der har konsulteret forsikringstabeller, oplyser, at kun omkring to tredjedele af de nulevende amerikanske mænd på Bidens alder vil være i live om fem år, altså når hans mulige anden embedsperiode ville rinde ud. Og man kan argumentere for, at det overvældende arbejdspres, som en samvittighedsfuld præsident nødvendigvis er underlagt, gør dette regnestykke endnu mindre favorabelt for Biden

Foto: Julia Nikhinson, Scanpix
Foto: Julia Nikhinson, Scanpix

Det er grimt at tale om alder på den måde. Men som podcasteren Scott Galloway formulerer det i dette indlæg med argumenter for aldersbegrænsninger for karrierepolitikere: »Yes, it's ageist, and so is biology.«

I The New York Times skriver klummeskribenten Ross Douthat, at spørgsmålet ikke er, om Biden skal opgive sit kandidatur – nej, spørgsmålet er, hvordan han skal gribe sit exit an. Douthats forslag til Biden er at benytte Det Demokratiske Partis kongres i august til pludselig at meddele, at han trækker sig, og så overlade det til partiet at finde en yngre afløser, der ikke er identisk med den ret upopulære vicepræsident Harris.

Stort set uanset hvem man vælger, vil vedkommende med et slag få Trump til at virke så frisk og sprød som en permafrossen mammut.

Hvem kunne afløse Biden? Bari Weiss, redaktør for mediet The Free Press, har i sin podcast bragt et interview med en af præsidentens få erklærede udfordrere, nemlig 55-årige Dean Phillips fra Minnesota. Folk med forstand på USA fortæller mig, at Phillips næppe har en chance, men samtalen er nu interessant uanset. 

Men lad os nu se, om Grev Olaf-siden af Biden ikke ender med at sejre. Seneste nyt er, at Biden i et forsøg på at få fat på de unge har ladet oprette en TikTok-profil, hvilket jeg tolker som ekstremt boomeragtig adfærd.

2. Israel og den internationale popfest

Skal Israels hårde fremfærd i Gaza koste landet en plads i Det Europæiske Melodi Grand Prix?

Det var et tema i en klumme af Martin Krasnik, som vi bragte i weekenden. Mange ønsker jo en kulturel boykot af det land, der fører krig mod Hamas i Gaza med så grusomme konsekvenser for civile palæstinensere. 

Krasniks klumme er ikke en stenhård krigstekst, men en indføring i den kitschede Eurovision-sangkonkurrences historiske betydning for israelerne. Den handler også om det faktum, at Israels arabiske naboer igennem alle årene har afvist at deltage i konkurrencen, selvom de kunne, fordi de ikke har kunnet udholde at være i tv-studie med den jødiske ærkefjende. Dette var nyt for mig.

Da jeg delte et link til teksten på Facebook, fremkaldte det en vis mængde antiisraelsk vrede, hvilket man må forvente, uanset hvad man vælger at dele om dette emne. 

I 1979 vandt Israel Eurovision for andet år i træk. Denne gang var det gruppen Milk and Honey. Foto: Aristotle Saricostas, Scanpix.
I 1979 vandt Israel Eurovision for andet år i træk. Denne gang var det gruppen Milk and Honey. Foto: Aristotle Saricostas, Scanpix.

Men kulturel boykot er – ligesom akademisk boykot – i en særlig kategori af sanktioner over for folk, man er politisk uenig med. Det er et stort skridt at ville udelukke sig selv fra de møder og samtaler, som foregår i en kunstnerisk form. Hvornår er det nogensinde en god idé?

Her i avisen bragte vi for nylig en tekst af palæstinensiske Adania Shibli, som selv blev kulturelt aflyst af arrangørerne af bogmessen i Frankfurt efter terrorangrebet 7. oktober. Som kulturredaktør Kathrine Tschemerinsky efterfølgende argumenterede, er kulturboykot problematisk, fordi det er »en logik, der uundgåeligt vil føre til den modbydelige konklusion, at der ikke er plads til både palæstinensere og israelere. Selvom netop dette er, hvad ekstremister fra begge sider vil have os til at tro, er det altså ikke sandheden«. 

»Kulturel boykot er aflysning af modparten som mennesker,« hørte jeg hende lige sige. Det synes jeg er rigtigt. Lad os altid i det mindste kunne høre vores fjenders popsange.

3. En invitation til tegnebordet

Min mulige overoptagethed af Joe Bidens alder og generationelle tilhørsforhold ovenfor skyldes nok til dels, at jeg i denne uge har lovet at levere en tegneseriestribe om boomergenerationen og Generation Y, også kaldet millennials.

Ofte bliver disse tegneseriestriber først færdiggjort om torsdagen, kort før avisens deadline, og de handler typisk om det, der er dukket op på blokken i ugens løb. 

Skitse af en millennial. Tegning: Christoffer Zieler
Skitse af en millennial. Tegning: Christoffer Zieler

Men jeg kunne godt tænke mig at holde lidt fri i næste uge, så i denne uge laver jeg to striber på forhånd om et fastlagt emne, nemlig spørgsmålet om, hvad de sociale generationer, vi placerer hinanden i, dog skal betyde. I sidste uge handlede striben om Generation X, som jeg akkurat selv tilhører.

Om boomerne, denne uges ene emne, havde jeg forestillet mig at fokusere på, at de som generation har akkumuleret størstedelen af pengene, og at de, på godt og ondt, synes blottet for skam.

Og om Generation Y ville jeg bemærke, at de er »neurotisk pligtopfyldende, men også underligt pattede og fundamentalt skadede, fordi man løj for dem, da man sagde til dem, at de var 'specielle', mens sandheden desværre var, at de er ens«.

To spørgsmål: Hvem kan jeg tegne som, eller bruge som forlæg for en tegning af, den kvintessentielle boomer eller millennial?

Og hvad er Generation Ys væsentligste kulturprodukter, det kan være tøj, musik, elektronik, litteratur ...?

Mails modtages på chzi@weekendavisen.dk 

Skitse af en boomer. Tegning: Christoffer Zieler
Skitse af en boomer. Tegning: Christoffer Zieler

PS: Joe Bidens oprettelse af en TikTok-konto er, som nævnt, et udtryk for boomeragtig adfærd, men for Biden er det teknisk set ungdommeligt at være en boomer, idet han rettelig tilhører den såkaldt stille generation, som kom før boomerne.