Dagen ifølge Aske Munck

Godformiddag og velkommen til vores nye daglige nyhedsbrev.

En sindrig chef har tilsyneladende læst en psykologibog, der anbefaler folk at overvinde deres fobier ved at konfrontere dem. Så derfor er jeg – der vitterlig afskyr nyhedsbreve – blevet udpeget til at skyde Weekendavisens nye personlige nyhedsbrev i gang.

Hvis De sidder – som jeg – og tripper for at holde frokostpause, men tøver, fordi De er kommet for skade at ødsle søndagen bort på tronskiftet, så fortvivl ej. Her får De et par af de emner, jeg har brugt min søndag på, og som måske kan få samtalen i gang i kantinen. Men vi kommer alligevel ikke udenom ...

1. Partykongens folkehyldest

Jeg har personligt været en smule lamslået over den danske mediestands hyperroyalistiske tilgang, og det ville ikke have overrasket mig, hvis kongehussykofanterne DR selv var trådt på skærmen med diademer, guldepauletter, kalvekrøs og pudret perruque.

Jeg nøjedes med Synne Rifbjergs og Pernille Stensgaards sobre portræt af Frede og vendte mig ellers mod de franske nyhedsmedier. Og selvom Frankrig er en republik, drømmer omkring en femtedel (eller flere) om en dag at se monarkiet genindført. Ja, jeg har faktisk selv dækket den hidsige tronfølgerfejde, som har kørt i årevis, mellem d’Orléans- og Bourbon-slægten om den ikkeeksisterende krone. Den første del af slægten nedstammer fra Louis-Philippe, der som bekendt var Frankrigs sidste konge, mens den anden nedstammer fra Charles 10. De sidste mener, at Charles 10. blev franarret tronen af Louis-Philippe i 1830.

Nå, tilbage til nutiden. De sukkende galliske royalister har optur over, at Frankrig nu – for alvor – får foden indenfor på Amalienborg med en halvt fransk konge. Og under overskrifter som »Partyprinsen bliver kronet« hylder de franske medier Frederik 10., som »danskerne endelig overgav sig til efter mange års tvivlende tilslutning«, som Le Monde skriver. Nå ja, og så ser franskmændene det også lidt som prins Henriks endelige revanche, da han som bekendt havde svært ved at sluge, at han ikke selv kunne blive kronet, som man kan læse mellem linjerne i nyhedsmagasinet Le Point.

2. Amerikas sande ansigt

En marginalt vigtigere begivenhed (pas på: ironi!) er de amerikanske primærvalg, der begynder i dag i Iowa og nok ender med Trump som Republikanernes præsidentkandidat. Mit ydmyge håb er, at europæerne – og ikke mindst danskerne – endelig får øjnene op for, at USA altså er meget mere end New York og Washington. For Trump er hverken en undtagelse eller en anomali, men ganske repræsentativ for USA.

Må jeg som en glimrende indføring i det amerikanske folkedyb, hvor oplysningstidens lys ikke synes at have været mere end et flygtigt glimt, anbefale Charles P. Pierces bog Idiot America – How Stupidity Became a Virtue in the Land of the Free (2009). Bogen indledes med et besøg på et kreationist-»museum« i Kentucky, hvor man kan se dinosaurer … med ridesadler på. Det er et isnende indblik i den amerikanske folkeånd, som virkelig er tiltrængt, når nu vi herhjemme skal til at gnubbe skuldre med ikke så få US Marines. Og husk, som litteraten H.L. Mencken sagde: »Ingen er nogensinde gået fallit ved at undervurdere de amerikanske massers intelligens.«

Til gengæld kan og bør De trygt stole på vor mand i USA, Markus Bernsen, der skovler sig gennem sne og slogans i Iowa under primærvalgene på den anden side af pytten på weekendavisen.dk.

3. Det førerløse EU-lokomotiv

Selvom jeg er glødende eurofil, er jeg en anelse mere pessimistisk end Christian Bennike, der har skrevet en næsten jubeloptimistisk kommentar om, hvor godt det går i EU. Jeg læner mig mere op ad den analyse, som britiske The Economist har af sagen, hvor det europæiske lokomotiv – som ofte har været drevet af det fransk-tyske makkerpar – frygtes at udvikle sig til et førerløst spøgelsestog. Tysklands kansler Scholz har hverken Merkels vægt eller tæft, og Frankrigs præsident Macron har forgæves forsøgt at udnytte de evigt vankelmodige briters udvandring til at føre sine visioner frem, men sidder nu tilbage som en gallisk hane, der galer for døve øren, vingestækket af sin egen hybris.

Særligt de visioner, Macron havde for strategisk uafhængighed af NATO (læs: USA), og som turde få yderligere vægt af en sejr til Donald Trump – støder på massiv modstand i Øst- og Centraleuropa, ikke mindst efter Washingtons massive støtte til Ukraine.

Men hverken min eller The Economists syn på sagen er jo nødvendigvis det rigtige, og mens De tygger af munden i kantinen, kan De jo løfte glasset med kollegerne og overveje, om det er halvt tomt eller halvt fyldt. Diskussionen er åben.

Jeg vil tillade mig at mase mig an i Deres indbakke igen morgen. Og husk, at min egen altid står på klem for ideer, kommentarer og (saglig) kritik: asmu@weekendavisen.dk.

Og husk – som den gamle kejser Bismarck så notorisk sagde: »Der lyves aldrig så meget som før valget, under krigen og efter jagten.« Weekendavisen har derfor aldrig været vigtigere.

På gensyn i morgen.

Med venlig – og lystig, trods alt – hilsen

Aske Munck

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.