Dagen ifølge Aske Munck

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

På krisemødet i Paris var det tydeligt, at de vesteuropæiske ledere endelig kom til den smertende erkendelse, (som vi er nogle, der har galet op om i en rum tid), at Europa alt for længe og helt græshoppeagtigt har satset på, at amerikanerne nok skulle redde os, hvis vi kom i problemer, og at vi som danskere ikke – selv hvis vi fritog alle hjemmeværnsfolk fra trafikregulering ved Royal Run – ville være i stand til at stille med noget nævneværdigt troppekontingent, som kunne gøre gavn ved en eventuel fredsaftale for Ukraine – uanset hvem der så indgår den.

Så imens Mette Frederiksen ser på, hvilke andre helligdage vi kan sløjfe for at få råd til at omkalfatre dækket på ubåden Søpølsen, vil jeg rette fokus på nogle historier, som sikkert er gået under radaren i kølvandet på Det Hvide Hus’ medieminestryger.

1. »Le drill, baby, drill!«

Nå ja, vi når måske ikke helt op på højde med Trumps beslutning om at tillade olieboringer i Alaskas fredede naturreservater (lanceret under det lidet sofistikerede slagord »drill, baby, drill!«), men lidt har også ret. Og minsandten om ikke man også finder olieboringer i Frankrig, og tilmed blot 85 kilometer sydøst for Paris (cirka 100 meter fra den nærmeste beboelse) i den lille by Nonville lige syd for Fontainebleau-skoven.

Boringerne når ned i 1,5 kilometers dybde og passerer dermed gennem grundvandsreservoiret, som ikke blot forsyner kommunen, men også hele amtet Seine-et-Marne og også knap 200.000 parisere med rent drikkevand. Og derfor har lokale miljøorganisationer indklaget den præfektorale olieboringstilladselse for en administrativ domstol. Domstolen har dog fastslået, at der intet principielt er galt med det miljømæssige i tilladelser, men at man ikke til fulde har gransket påvirkningen af den lokale fauna (præfekten har tydeligvis ikke fulgt sagen om Amager Fælled og den lille vandsalamander).

Retten gav forleden udvindingsselskabet Bridge Énergies og præfekten ti måneder til at få styr på beskyttelsen af dyrelivet. Men hvis det lykkes, er det så også bare »foragez, chérie, foragez« (omtrent det samme som »drill, baby, drill« på fransk) i Nonville.

2. Fra kolivand til kildevand

Og mens vi er ved rent drikkevand: En kæmpeskandale er brudt ud, som involverer en af verdens største kildevandsaftappere og drikkevarefabrikanter schweiziske Nestlé. Aftenavisen Le Monde og Radio France har således gravet frem, at Nestlé ikke blot i 2024 indrømmede at have behandlet sit kildevand (der indgår mærker som blandt andet Perrier, Vittel, Hépar og Contrex) på grund et forhøjet bakterieindhold, ifølge de franske medier også i nogle tilfælde kolibakterier, eller på godt gammelt dansk: bæ.

Det er imidlertid strengt forbudt på nogen som helst måde at behandle kildevand, der for at kunne kaldes eau de source skal tappes direkte fra kilden og hældes ubehandlet på flaske, fordi man ellers ikke kan garantere, at de egenskaber, vandet har (og som forbrugeren betaler dyrt for), ikke går tabt. Men her stopper skandalen ikke. For nye afsløringer viser, at myndigheder og regering ikke blot lod Nestlé slippe med en bøde på to millioner euro (for at undgå en retssag), men også lod drikkevaregiganten fortsætte salg og markedsføring af produkter, der enten var svagt kontaminerede eller ulovligt behandlet. Og det er vildledende, læs: fup og svindel, i forhold til forbrugerne.

Det skæbneironiske er, at man stadig ser tusindvis af parisere slæbe rundt med kildevand til ågerpriser, mens det vand, som for eksempel vandselskabet Eau de Paris sender ud i hanerne, er noget af det reneste og mest kontrollerede i verden (og på udvalgte fontæner tilmed i bobleform).

Skandalen ville have martret Napoléon Bonaparte – der så navnkundigt ymtede, at »vand, luft og renlighed er hovedingredienserne i mit personlige apotek«.

3. Vintagetempel lukker

Og så må jeg desværre bringe en dårlig nyhed: Den verdensberømte vintageboutique Didier Ludot i Palais Royal, som velsagtens var det eneste sted, man kunne finde velbevarede eksemplarer af Christian Diors originale trapezkjoler fra 1950erne eller raffinerede couture-skrud fra draperingsguruen Yves Saint-Laurent, er endegyldigt lukket. Didier Ludot – der blandt sine kunder talte Reese Witherspoon, Julia Roberts og Nicole Kidman – orkede ikke åndssvage amerikanere, der ingen smag og forstand havde på mode, men blot efterspurgte gamle T-shirts med stort logo og print. Suk.

Lad os slutte med en kærlig hilsen til en læser, som studsede over, at jeg i en kommentar citerede speciallægepraksisplanlægningsstabiliseringsperiode (51 bogstaver) som det længste danske ord, når nu H.C. Andersen i ét af sine eventyr havde brugt ordet gedebukkebensoverogundergeneralkrigskommandantsergentinde (56 bogstaver). Jeg protesterede og anførte, at det jo ikke var et rigtigt ord, men vor læser nægtede at acceptere »at et ubehjælpsomt bureaukrat-ord i nogen sammenhæng skulle have forrang for, at H.C. Andersen med et enkelt ord, som i sagens natur må være langt, satiriserer over og udstiller militærets titelsnobberi«. En indvending, jeg var tilbøjelig til at give hende ret i (fordi jeg er en litterær snob), men alligevel valgte at afvise, da jeg selv på et minuts tid fik strikket Jernbanelokomotivførerhelbredstilstandsundersøgelsesansvarlig på 61 bogstaver sammen og dermed uden videre anstrengelser slog den gamle H.C. med hele fem bogstaver. Der må vel gælde Scrabble-regler? Eller er fiktion acceptabelt? Og burde man i så fald lave en konkurrence om at flikke det længste danske ord sammen?

Jeg vil kalde det en dag og komme videre i dagens arbejde. Men før jeg løber, vil jeg lige minde Dem om, at det med vandet måske ikke er så vigtigt alligevel: for når alt kommer til alt, mener videnskabsfolk alligevel, at det vand, vi nipper til, blot er flere millioner år gammelt dinosaurtis.

Således opmuntret må De have en fortsat god dag – og det får man som bekendt bedst med Weekendavisen foran sig, på papir naturligvis.

På gensyn i indbakken i morgen formiddag.

Ærbødigst,
Aske Munck